Når Mogens Palle 4. december vender tilbage som boksepromotor i parløb med Brian Nielsen, bliver der mulighed for at følge stævnet i Herlev Hallen live på dansk tv.

Stald Palle og Brian har nemlig indgået en aftale med TV2 Sport. Og den aldrende boksebagmand er ikke overraskende glad for sin nye TV-partner.

»Jeg betragter vores transmissionsaftale med TV2 SPORT som en både positiv og velkommen blåstempling af Brians og mine ambitioner om at bygge en ny hårdtslående boksergeneration op fra bunden.«

»Jeg er utrolig glad og taknemmelig over den lydhørhed samt konstruktive indstilling, som jeg har mødt hos sportschef Frederik Lauesen. Nu er det så op til vores Tomorrow´s Champions og Lolenga Mock at skabe en rigtig stor, underholdende og perspektivrig bokseaften for TV2s seere,« siger Mogens Palle.

Og hos TV2 Sport er man også begejstret at have fået professionel boksning som en ny vare på hylden.

»Det er klart, at når en kæmpe inden for den professionelle boksning som Mogens Palle rører på sig igen, så er det interessant for en dansk sportskanal som TV 2 SPORT. Jeg har en kæmpe respekt for det, som Mogens Palle har udrettet gennem sin lange karriere, og glæder mig til samarbejdet med ham og Brian Nielsen,« siger sportschef Frederik Lauesen.

Stævnet i Herlev Hallen byder på en kamp med den 43-årige Lolenga Mock som det rutinerede hovednavn mod italienske Alessandro Sinacore. Resten af plakaten er med nye danske navne, der har det fælles, at de for første gang bokser i bar overkrop og bliver betalt for det ved stævnet i Herlev.