Boksebamsen glæder sig over, at træningstorturen er slut og ser frem mod kampen mod Holyfield

Om en uge skal Super Brian Nielsen i bokseringen i den længe imødesete kamp mod legenden Evander ”The Real Deal” Holyfield. Og den joviale bokser glæder sig over, at den benhårde træning nu er slut, og kampen i DRs Koncerthus er lige om hjørnet.

- Den hårde del med den udmattende sparring er overstået. Nu kommer den sjove del. Jeg kan slet ikke vente på at være tilbage i ringen igen. Karsten Rower (Brian Nielsens tyske træner red.) har virkelig tortureret mig. Jeg har ikke vejet mindre end nu i de seneste 13 år, siger danskeren.

Selvom Brian Nielsen på lørdag må undvære sin tyske træner Karten Rower, der har stået for at træne danskerne indtil nu, så er danskeren fortrøstningsfuld før kampen.

Til at finpudse de sidste detaljer og coache ham under kampen mod Holyfield har Nielsen nemlig sin gamle træner Poul Duvil.

- Han kender mig bedre end nogen anden og at have ham i ringhjørnet er en stor fordel. Jeg er klar til Holyfield. Bare kom med 'The Real Deal', siger Brian Nielsen.

Brian Nielsen er ankommet til Danmark, mens Evander Holyfield ifølge Team Sauerland ankommer til København søndag eftermiddag.