Brian Nielsen føler sig lige så stærk, som da han var på toppen.

Super-Brian Nielsen ser ikke skyggen af familien i påskeferien. Der bliver svedt og trænet igennem i bokselejren i Berlin før kampen mod Evander Holyfield.

Men boksebamsens ofre er ikke forgæves. Det hårde slid betyder, at konditionen er tæt på at være den sa mme, som da han var aktiv som professionel bokser.

- Konditionen er tæt på at være på samme niveau. Det er svært at måle. Når jeg bokser mod dem hernede, så er jeg meget belastende at bokse med, siger de. Det fik jeg også at vide, da jeg boksede som professionel. Det sagde de dengang, og det er det samme, de siger i dag. Jeg synes selv, min form er rimelig god, siger Brian Nielsen fra lejren i Berlin.

De lovende meldinger om boksebamsens fysik viser sig også i ringen, hvor Brian Nielsen er begyndt at imponere de krævende tyskere.

- Det står godt til, hvis jeg skal være ærlig. I dag har jeg kørt otte omgange med puder og fire omgange på sækken, som gik rimelig godt. Med god luft og god koordination. Det går tyskerne meget op i. Det går fremad, siger Brian Nielsen.

Fremgang eller ej. Den bramfrie bokser har en klar mening om en påskeferie uden familie og kun med boksning op menuen: - Røvsygt.

Brian Nielsen har tidligere mødt Mike Tyson i bokseringen. Tyson selv er for længst pensioneret. Men rygterne om sin gamle modstanders comeback er for længst nået til USA, hvor Tyson for nylig udtalte sig positivt om super-Brians comeback. 

- Det er meget fedt at vide, at han følger med. Men også lidt uvirkeligt. Jeg lytter mest til, hvad mine kammerater siger, og der er ikke nogen af dem, der kunne gøre, hvad jeg gør. Men jeg er bare en gammel idiot, det prøver at komme i form, lyder det fra Brian Nielsen.

Det stort anlagte boksebrag i begyndelsen af maj har været forfulgt af negative overskrifter om billetsalget. Det har forplantet sig helt til Berlin.

- Det er selvfølgelig klart, at det påvirker én. Men jeg må bare lade Sauerland råde over alt det – det har jeg ikke en skid forstand på, har jeg læst. Jeg kan hverken gøre til eller fra. Der er nok nogen, der har bedre forstand på det, end jeg har, siger Brian Nielsen.

Den danske bamse møder amerikanske Evander Holyfield 7. maj i DRs Koncerthus på Amager.