Nattens monstermatch mellem Floyd Mayweather og Manny Pacquiao overgår alt målt i kolde kontanter. Men sportslig storhed gøres ikke op penge alene. BT giver her et bud på fem legendariske boksekampe, du skal kunne på fingrene før du går i canvassen.

1. Muhammad Ali - Joe Frazier, 1975.

Foto: -
Vis mere

Tredje opgør mellem to af sværvægtsboksningens allerstørste. Ali og Frazier havde hver vundet en og The Thrilla in Manila var forlods udpeget som den ultimative test. Kampen blev næsten som forventet et opslidningsslag uden nåde og sidestykke. Med Ali som vinder efter at Fraziers træner, Joe Futch, smed håndklædet i ringen efter 14. og næstsidste omgang. Tro mod sin natur skreg Frazier på mere og prøver at rejse sig fra sit hjørne på skælvende ben. Men Futch var klar over, at det kunne koste både liv og førlighed for den ukuelige fighter. »Ingen vil glemme, hvad du gjorde i dag,« sagde Futch til Frazier. Sandt nok. Ali roste sin modstander og kaldte Frazier »den næststørste nogensinde«. Større kunne det ikke blive.

2. Muhammad Ali - George Foreman, 1974.

Foto: -
Vis mere

Det er langt fra den mest seværdige dyst. Men målt i tværkulturel betydning og hysterisk hype er der intet - absolut intet - i sportens historie, der overgår The Rumble in the Jungle. Kampen blev udsat flere gange og de to kamphaner brugte alle kneb for psykologisk krigsførelse i tiden op til det endelige opgør. Ved ringside sad høj og lav fra det amerikanske kulturparnas og titeludfordrer Muhammad Ali havde med vanlig sans for demagogi og folkeforførelse talt sig ind i hjerterne hos sit afrikanske publikum, der så The Greatest som en ledestjerne med guddommelig aura. Ali vandt kampen mod sin 10 år yngre slagmaskinemodstander efter spektakulær og udspekuleret brug af tovene. Plus et enestående røntgensyn for at levere det dræbende slag i absolut rette øjeblik.

3. Sugar Ray Leonard - Thomas »Hitman« Hearns, 1981.

Foto: Harry How
Vis mere

Pund for pund har verden ikke set mange smukkere og bedre boksekunstnere end Sugar Ray Leonard. Lynende hurtig, teknisk elegant og med stor intelligens både i og udenfor ringen. Mindre kunne ikke gøre det i mødet med den hidtil ubesejrede Thomas »Hitman« Hearns og som forudset blev det en vanvittigt jævnbyrdig, men også ualmindeligt velbokset og spændende kamp, der bølgede frem og tilbage. Sugar Ray Leonard lignede en mand på vej mod et uafvendeligt nederlag, da han blev skreget frem af sin legendariske træner Angelo Dundee og med en brutal eksplosion af giftige slagserier fik stoppet Hearns over 13. og 14. omgang.

4. Marvin Hagler - Thomas »Hitman« Hearns, 1985.

Foto: Andy Couldridge
Vis mere

Det et et ubestrideligt faktum, at boksesporten var større og væsentligt bedre besat i den absolutte elite, når man skruer tiden 30-40 år tilbage. Derfor vil der også være en relativ overrepræsentation af kampe fra denne gyldne epoke og »Marvelous« Marvin Hagler var en skrækindjagende størrelse overfor en tilsvarende slugger som Hearns. Helt som man kunne vente kom Caesar's Palace i Vegas til at danne rammen om noget, der mest af alt lignede et frådende vildt gadeslagsmål med helt åbne dø-din-hund slagudvekslinger. Det hele varede til et sted i tredje omgang, hvor Hearns blev sendt i gulvet og blev talt ud med et styrtblødende ansigt. Grusomt godt.

4. Rocky Graziano - Tony Zale, 1947.

Foto: HO
Vis mere

Filmhistorien har adskillige gange hentet inspiration i boksesportens episke dramaer og Graziano har mange lighedstræk med en fiktionsfigur som Sylvester Stallones serielle dans med »Rocky« filmene. Grazianos møde med Tony Zale bliver af eksperter regnet for en af de hårdeste slagsmål, hvor kombattanterne på skift har overtaget og i det hele taget kæmper med en vildskab, der kunne være en større sag værdig. Graziano vinder kampen her på KO i sjette omgang efter selv at have været i gulvet og på kanten af at måtte opgive.