Klara Svensson er både smuk og hårdtslående. Lørdag aften bokser hun ved Nordic Fight Night-stævnet i Albertslund.

Hun ligner ikke prototypen på en ond bokser, der lever af at slå sine modstandere i gulvet i en regn af sved og blodstænk.

Men det er præcis, hvad Klara Svensson gør. Den 26-årige svensker er et af de nyeste navne ved Team Sauerlands Nordic Fight Night-stævner. Og fordi Sverige forbyder professionel boksning, er Danmark de kommende år hendes nye hjemmebane.

Lørdag aften bokser Klara Svensson med tilnavnet ’Swedish Princess’ mod 19-årige Veronika Hornyak fra Ungarn i letweltervægt ved stævnet i Albertslund som forkamp til hjemmebanefavoritten Patrick Nielsens titelkamp mod Tony Jeter fra USA.

Men lad jer ikke snyde af hendes kønne ydre. Ubesejrede Klara Svensson bokser ikke bare for at være pauseklovn i Sauerlands boksecirkus.

- Det her handler ikke om, at jeg skal sælges på mit udseende eller på et sexet look. Jeg ville for eksempel aldrig kunne stå foran en fotograf og kun dække mit bryst med mine boksehandsker, siger Klara Svensson, da bt.dk møder hende før aftenens kamp.

Selvom hun aldrig har følt sig diskrimineret på grund af sine blonde lokker, anerkender hun, at fordommene om hendes evner i en boksering lever.

- Eftersom jeg er blond og kan lide at gå med makeup og ser meget feminin ud, så kan mine modstandere nogle gange komme til at ligne Ruslands svar på Mike Tyson, siger Klara Svensson og fortsætter:

- Derfor tror folk altid, at de andre er bedre end mig. Nogle tror per automatik, at min modstander er for hård for mig. Men sådan er det altså langtfra. Boksning handler ikke om udseende.

Med en VM sølv- og to bronzemedaljer som amatør har Klara Svensson for længst bevist, at hun har slag i handskerne.

- Jeg er ikke bare en pæn blondine, og jeg har vundet tre VM-medaljer. Men når du ser pæn ud, så glemmer folk det. Og den respekt er vel det, jeg også jagter, og det er en motivation for mig, siger hun.

Lige nu lever den 26-årige svensker af sin boksning, og hun er flyttet ind i en toværelses lejlighed på Østerbro i København for at være tæt på sin træner Joey Camache og træningslokalet i Valby, hvor flere af Sauerlands boksere holder til.

Men før arbejdede Klara Svensson som skønhedsrådgiver for kosmetikgiganten Estée Lauder.

- Det er selvfølgelig lidt en kontrast, men for mig er det naturligt, fordi det er mine to største interesser. Da jeg var lille, var jeg nok lidt en drengepige. Men min drøm var faktisk dengang, at jeg ville have en hel taske fyldt med makeup, siger hun og slår op i et stort grin og fortæller, at kollegaerne hos Estée Lauder kunne få et chok, når hun kom ind med et flækket øjenbryn.

Set på afstand ligner et liv blandt drenge i et testosteron-hørmende træningslokale ikke et rart sted som eneste pige i flokken.

Man kunne nemt få den tanke, at drillende kommentarer hurtigt ville blive for meget, men det afviser Klara Svensson.

- Jeg har intet problem med kun at omgås drenge. Selvom jeg også kan se ud som nu med både mascara og lipgloss, så tænker jeg meget som en dreng. Det, som kan være svært, når du kun træner med drenge, er, at de er hurtigere og stærkere. Så det gælder hele tiden om ikke at vise svaghedstegn, siger hun og tilføjer:

- Det kan også ske, at nogle drenge bliver interesserede, fordi jeg er den eneste pige, og så gælder det om at vise sine grænser. Men jeg synes altid, at jeg får respekt.

Klara Svenssons norske boksekollega, verdensmesteren Cecilia Brækhus, har tidligere fortalt, at hun har svært ved at finde en kæreste, fordi hun er bokser.

Men selv om hun er single, så oplever Klara Svensson ikke, at drengene er skræmte af at være sammen med en pige, der bokser,

- Jeg synes ikke, at det er svært for mig at møde fyre. Men når du har en karriere, der er så intens, og hvor det kræves, at du er egoistisk og har tunnelsyn, kan det være svært at finde forståelse for det, siger hun.

Hun drømmer som alle andre om at blive verdens bedste. Men lige nu handler det om at blive bedre. Og så må der gerne vente et par drabelige opgør forude.

- Nogle gange ville jeg have ønsket, at jeg havde kendt mine modstandere lidt bedre. Ofte kender du ikke dine modstandere personligt, og du ved ikke, hvorfor du vil smadre hende. Men jeg ønsker i fremtiden, at jeg bliver svinet til af en modstander inden kampen, for jeg tror, at det vil kunne give mig denne her ekstra vildskab, slutter Klara Svensson.

Nordic Fight Night vises på TV3+ fra kl. 21.00