Team Sauerland har lovet Patrick Nielsen en VM-kamp i 2016, og tyskerne har nu gjort deres for at gøre danskerens vej til titlen lidt kortere.

Hvis ellers promotor Kalle Sauerlands ord skal stå til troende, så har Patrick Nielsen en stor chance for at sikre sig et VM-bælte inden dette års udgang. Det sagde tyskeren, ville være belønningen, hvis den 24-årige danske besejrede Rudy Markussen i Brøndby Hallen i december sidste år.

Det gjorde han som bekendt ret overbevisende, og dermed skulle vejen til en VM-kamp mod WBO-mesteren Arthur Abraham være banet fra dansk side.

Abraham er selv bokser hos Sauerland, og tyskerne vil, i hvert fald udadtil, gerne lave en VM-kamp mellem deres to supermellemvægtere.

Et problem forude er dog, at Arthur Abraham først skal slå sin kommende modstander, den ubesejrede mexicaner Ramirez Sanchez.

Chancen for, at Arthur Abraham taber VM-kampen, er nu blevet en smule mindre. Team Sauerland sikrede sig nemlig retten til at arrangere VM-braget på hjemmebane i Tyskland 9. april.

Dermed har den aldrende, men stadig hårdtslående tysk-armener, en hjemmebanefordel at gå i ringen med.

Således vandt Team Sauerland ifølge WBOs generalsekretær Jose Izquierdo en budkrig om at arrangere kampen, da de lagde næsten 11 millioner danske kroner på bordet foran forbundets komite i New York.

Det afslører han overfor mediet worldboxingnews.