Ifølge Mikkel Kesslers tyske promotor, så blev den danske bokser ellevild ved nyheden om, at han står over en revanchekamp mod amerikaneren Andre Ward i 2013.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Men lad os dog lige huske, at Mikkel Kessler først skal slå nordirske Brian Magee 8. december i Herning.

Gør han det, så venter Mikkel Kesslers ultimative revanchekamp mod Andre Ward fra USA om WBAs Super World-titel senest i juni 2013.

Det besluttede bokseforbundet WBA på sin konference i Jakarta i denne uge.

- Det er en drømmenyhed, siger Kesslers tyske promotor, Kalle Sauerland, som selv overbragte beslutningen til sin danske bokser.
 
- Mikkel blev helt vild, da han fik nyheden at vide. Mikkel har gentagende gange spurgt til muligheden for at lave den kamp, lige siden vi forlod Oakland i USA (Her tabte Kessler til Ward i 2009). Mikkel vil slå Andre Ward mere end nogen anden. Det her handler om hans stolthed, og han vil gerne huskes for at få rettet op på det nederlag, siger Kalle Sauerland til sporten.dk.

Han kalder revanchen mellem Mikkel Kessler og Andre Ward for danskerens største i karrieren. Og selv om Kessler dengang tabte klart, så tror Sauerland på dansk sejr.

- Det var slet ikke Mikkel Kessler, der gik i ringen i Oakland. Men Mikkel er blevet en mere hårdfør og mere aggressiv bokser. Og jeg tror, at Andre Ward får sig et chok, når han ser denne her tekniske bokser, som nu også er blevet hård, men fair i sin stil, forklarer Kalle Sauerland.

Og skal man tro den tyske boksepromotor, så vil Kessler-lejren arbejde for at lokke Andre Ward ud af USA og dermed formentlig bokse kampen et sted i Europa.

- Vi satser helt sikkert på at lave kampen på neutral grund. Og det tror jeg også, at Andre Ward vil. Og det det vil også se lidt dumt ud, hvis vi laver den samme sted en gang til, siger han.