SKREVET AF KURT THYBOE TIL BT
----
»Jeg er så slem...jeg gør medicin syg!« »No vietcong never called me nigger...you guys want me to fight in vietnam...??...and i cant even use your fucking toilet...?«
Stemmen i den anden ende af telefonen er blid, dæmpet...
The Champs kvinde, Belinda, har en skrigende unge i favnen...men hun er cool, afslappet...og hun ler, overrasket...glad....Denmark??....ohhh!!....der er ikke mange, der ringer i den her tid.....so you wanna talk to Muhammad..??...yeahh??...men du må vente lidt....he’s down in the drug-store buying dipers for the little ones....og baby-mad...men han er her igen om en halv time...ska jeg bede ham ringe??... giv mig dit nummer...
Og så var telefonen død....og jeg tænkte kun....der røg den story på gulvet!
Sportens største legende ringe tilbage til mig??...Muhammad Ali ta' en telefon-besked fra en ung, ukendt reporter i Danmark alvorligt??.....den er lidt langt ude, right??
Så’n noget sker sgu ikke, vel?
Det er en tung, bly-grå dag....i august 1968....vietnam-krigen raser....der er studenter-oprør i Paris...Elvis Presley har isoleret sig fra verden i sit gyldne bur, villaen Graceland i Memphis...og champ Ali er strippet for sin VM-titel, truet med fængsel i fem år, frataget sit pas, nægtet retten til at bokse ....og forsvare sit verdensmesterskab i professionel sværvægt....nægtet muligheden for at tjene penge på sit fag....fordi han har afvist at være soldat i Vietnam...
Og på BTs sportsredaktion driver jeg rastløs omkring....fra starten var ideen umulig...men tanken har kværnet i hjernen...jeg vil ringe til The Champ og spørge, så’n....du ved...how's your day .... selv om ældre, erfarne kolleger, der har prøvet det hele, kender det hele, mildt overbærende ....har sagt til knægten...glem det, ham får du aldrig fat i....
Det var nu heller ikke så normalt dengang....i journalistikkens stenalder...urtid, nærmest....set med nutidens hvirvlende, flimrende race....fange en af de helt store, berømte....over telefonen....turde tro, en legende vil ta’ sig tid til at tale med en håbefuld, ung reporter...fra et fjernt, bette land....
Den gamle sportschef, Børge Munk, fik kaffen i den gale hals, da jeg et par dage før var slentret ind på hans kontor og lidt flabet henkastet havde sagt....jeg ringer lige til Ali og spørger ham, hvordan livet behandler ham....
Men så strøg han fingrene gennem sin gråsprængte manke og knurrede med det københavnske svaj i stemmen, du aldrig glemmer.... hvis du har arbejdet for ham.
»Den nægter jeg fan’me at tro på....men gør det, gør det....der er sgu mere mellem himmel og jord, end godt er....hvem ved??....du ka kun blive til grin...eller berømt!«
To dage fra manager til promotor til New York-journalister, til Gleasons Gym, til Madison Square Garden....i dette hysteriske, nervesitrende, fræsende detektiv-arbejde....enhver reporter kender...når du jagter det gyldne nummer, der lukker den magiske dør op....fra en ven til en ven af en ven til en ven...så er den der!.... ring Chicago AB 48622....
Bossen stikker hovedet ind....nå, så han vil ringe tilbage til dig??....er du ikke lidt naiv??
Selvfølgelig er rygtet suset op og ned ad gangene på BT....om ham knejten, der tror, han så’n bare ka ringe til en champ og skaffe sin avis et verdens-scoop....og jeg får mange svedne grin....og tiden tikker, tikker, tikker ....og jeg begynder at tænke på at finde et hjørne, hvor jeg kan lande blødt...blidt....i skam.
Så ringer chefens telefon... ’Munken’, som venner kaldte ham, lytter et par sekunder...taber telefonen, så kaffen vælter ud over hele bordet....stirrer forbløffet ud i rummet...så runger hans brøl ned ad gangen....Kurt, satanstejlemig....det er ham...!!
....og han kaster telefonen over til mig...
....og jeg hører denne bløde sydstats-accent....hi, I’m the Champ....can I talk to Kurt...dat is...if he’s got time!!
Om JEG har tid...??!
Vi taler sammen...længe...meget længe....om børn, familie, privat-liv....hund, kat, papegøjer...hvad vi nu har...og jeg taler meget...og han taler endnu mere...og han er åben, venlig, nysgerrig, charmerende....utrolig blid, ydmyg....stemmen er fløjlsblød....og han insisterer...'jeg er stadig The Champ'...den titel kan de ikke bare fjerne med et pennestrøg, den kan jeg kun miste i kamp i ringen...og ingen har besejret mig. De kan tvinge mig i fængsel.... men de kan ikke forhindre, at verden elsker mig...jeg får langt mere respekt nu, end dengang jeg boksede...både blandt sorte og hvide..mest blandt sorte....fordi jeg turde være en mentalt stærk mand, der ta’r et standpunkt.... og holder fast ved det....uanset hvad det så koster mig...
Modent, høfligt, alvorligt fortæller han mig om sit nye liv....jeg rejser landet rundt og prædiker for alle de unge på de største universiteter....om tro...om stolthed...værdighed...telling ’em...folks gotta love all folks...
....de siger, jeg er en skamplet for mit land...de stjæler millioner dollar fra mig i sagfører-honorarer...so what!!...man in the street beundrer mig....yeahh, i walk tall, but I also talk tall....spørg ligemeget hvem du møder...who’s the champ...og de fortæller dig....MUHAMMAD ALI!....AINT NO DOUBT ABOUT IT....
Hans sidste ord til mig over telefonen den dag i 68 er....dont worry, Kurt...tell your country-men...I will be back....
Jeg sender ham avisen med en oversættelse...en uge senere får jeg et brev, skrevet i hånden, af ham selv....
To my friend, Kurt....jeg skriver aldrig breve selv...det har jeg folk til ........men dit brev var så fyldt med hjerte, jeg var nødt til selv at skrive direkte til dig.... jeg kan læse, du er et ydmygt menneske, det er et bevis på, du bærer Gud indeni dig, for det gør de ydmyge....d e t ved jeg, for jeg er selv ydmyg og ved, det er Guds indflydelse....your personal friend, always....World Heavy-weight Champ, Muhammad Ali....
....fraser??.... tomme ord?? ....født i et sentimentalt sekund, hurtigt glemt??....sådan er det jo, for mange mennesker....
....ikke for Ali.
To år senere, da han får sin licens tilbage og skal møde Jerry Quarry i sit forrygende comeback, har han en sær, mystisk vane....han går rundt med en transportabel telefon...du kan ikke ringe tll ham...han ringer til dig, hvis han har lyst...overalt har han sin lille læder-mappe med telefonen med sig.... vil han snakke, finder han et sted og jager stikket ind og kalder op...og når han er færdig... så forsvinder både Ali og telefonen.
Da nyheden om hans comeback rammer verden, er BTs ordre til mig enkel og fornuftig....find din ny ven.
Det ta’r 24 timer...så ved jeg, han er on the 50th on the Lake Motel i Chicago...i receptionen nægter de, Ali er der...svagt hører jeg ham spørge...who’s calling....og de siger...it’s a guy...Kurt from Copenhagen....og Ali brøler....ohhhh, I k n o w him ....og igen lukker han mig ind i sin verden...tæt, tæt, tæt....Kurt, my friend, what can I do for you......Kurt from Copenhagen....
3.januar 71 er jeg igen på jagt efter The Champ....han skal møde Joe Frazier i en VM-fight....belejret af reportere fra hele verden er Ali umulig at få fat i....men da jeg endelig rammer hans træner, Angelo Dundee....i træningslejren i Miami....og han råber ud i lokalet....heyyy champ...it’s this guy again....Kurt from Copenhagen, wants to talk to you...så er han der igen....friend, let’s talk....
....og han fyrer brokker om, at samtlige champs i verdenshistorien sammenlignet med ham kun er en flok platfodede vaskekoner!
....og han ler....og han griner...dont you think it’s one cool show I’m running, Kurt....you know its all just for fun... specielle magiske verden.
Ali glemmer ikke venner, han har lukket ind i sin helt specielle, magiske cirkel.
...En gang accepteret...always part of the show...
....i 1979 er han i København...da han stikker mig på næven, smiler han mystisk....Mister Thyboe. I presume...finally we meet.....
....senere krydser vi spor...i Atlantic city, New York, ringside til store fights, i lobbyen på hoteller, hvor vi altid finder et hjørne......og hver gang dette blide smil, det flabede glimt i øjet, hånden let løftet...hey, I know You...Kurt from Copenhagen ....
Dette ’udtryk’, der hen gennem årene blev en slags navle-streng for ham og jeg....
Efter en fight i Atlantic City, sidst i 90erne, er jeg i det mægtige rum til morgenmad....i en vrimmel af celebrites fra alle kanter af verden....da der pludselig bli’r helt stille...og alle rejser sig i respekt...og det er et næsten helligt øjeblik...da Ali kommer svævende, vaklende, hærget af Parkinson-syndromet....med to enorme bodyguards, der støtter ham, fordi balancenerverne er ramt hårdt..........står jeg midt i den brede gang...da han går direkte mod mig....standser....står helt stille...så det listige, stille smil...hey,I know you...Kurt from Copenhagen!!
.....og jeg er lammet af øjeblikkets power....respekten, beundringen, der summer i hele rummet...like, an angel just flew by....og jeg bli’r først bevidst om, hvor jeg er, hvem jeg er, hvad der lige skete...da den smøg, jeg har haft i hånden, brænder helt ned og svirper mig over fingrene....
Og mens mit hjerte græder i dag, han er død....erindrer jeg den stemme, der engang ramte verden som en piskesnert...så er han for mig evig-ung...frosset fast i tiden....et sted mellem 23 og 32 år....
....og jeg husker soldaten, der i sine memoirer skrev om brutale erfaringer ved fronten i 1. verdenskrig...hvor han så så mange venner blive dræbt og dø...så rørende skrev.....'det var, som Gud greb dem, før de begyndte at falde'.....
...og jeg ved bare....Gud greb min vidunderlige ven Muhammad Ali tidligt denne morgen i juni 2016....
