Bokseren Rudy Markussen har fået ny sponsor, som de kommende uger vil gøre tykt grin med Patrick Nielsen rundt om i Københavns gader.

Den 38-årige danske bokser, der møder Patrick Nielsen 12. december i Brøndby Hallen, har således indgået en ny sponsoraftale med biludlejningsfirmaet 'Lej Et Lig'.

Den betyder, at firmaets biler, de kommende uger skal køre rundt med forskellige slogans på siderne, der har med Rudy Markussen og ikke mindst Patrick Nielsen at gøre.

Om aftalen så også betyder, at Rudy Markussen skal bruge en af 'Lig Et Ligs' ret så ramponerede kassevogne som firmabil, melder aftalen ikke noget om.

Men ejereren af 'Lej Et Lig' udtaler følgende.

»Rudy er en stolt repræsentant for Amager, og vi har hovedkvarter på øen. Samtidig synes vi, at vi passede godt sammen rent imagemæssigt. Rudy har været forbi nogle gange gennem årene for at leje biler, så da vi fik chancen, ville vi selvfølgelig godt bakke op om en af de lokale drenge,« siger Nicky Dixon.