Danske Tobias Sørig hentede en sikker sejr over portugisiske Alvaro Silva i sin anden kamp som professionel.

Fredag aften står i boksningens tegn på Frederiksberg, hvor promotorparret Mogens Palle og 'Super' Brian Nielsen inviterer til deres tredje professionelle boksestævne.

Aftenens hovedkamp i Danish Fight Night er supermellemvægt-braget mellem dansk-congoleseren Lolenga Mock og peruvianeren David Zegarra, men allerede tidligt på aftenen har der været boksere i aktion.

Ved aftenens anden kamp var cruiservægteren Tobias Sørig ude i sin anden professionelle kamp i karrieren. Det gik ud over portugisiske Alvaro Silva, der blev sendt ud af ringen med et nederlag.

26-årige Tobias Sørig gennemførte for et par år siden en triatlon på Ironman-distancen og viste sig også fredag aften som en jernmand, der fra start gik i flæsket på sin portugisiske modstander. Godt hjulpet på vej af et begejstret hjemmepublikum, der flere gange taktfast råbte 'Toby', 'Toby'. Selv måtte han dog også tage imod en del slag fra den godt kæmpende sydeuropæer, der måtte få stoppet en blødning efter fjerde omgang.

Herefter lugtede Tobias Sørig for alvor blod, og han kom bragende ud til femte omgang, hvor Alvaro Silva måtte en tur i gulvet, inden han fik lov at fortsætte i omgangen, som var én lang dansk dominans.

Så ventede sjette og sidste omgang, hvor portugiseren forsøgte med sporadiske byger af slag uden for alvor at få ram på Tobias Sørig, der omvendt lige fik uddelt de sidste håndmadder inden lukketid.

Det endte med en sikker dansk sejr til Tobias Sørig med de enige dommerstemmer:

60-53, 60-53 og 60-53.

»Det var fedt at bokse herinde. Når det går godt, er det fedt. Hvis man fucker tingene op, som jeg gjorde sidste gang, hvor jeg nærmest lignede en, der var startet til boksning for et halvt år siden, så er det ikke så sjovt,« siger Tobias Sørig til bt.dk kort efter sejren.

Dermed henviser han til hans professionelle debut mod lettiske Mareks Kovalevskis i Herlev 4. december. Her endte det godt nok endte med en sejr, men det skete på en billig baggrund med uskøn boksning.

»Den sidste kamp var noget rigtig lort, så hvis jeg var gået op og havde lavet det samme en gang til, så gider man jo næsten ikke gå derop en gang til. Derfor følte jeg egentlig også, jeg havde flere nerver på,» lød det fra Tobias Sørig, der med aftenens sejr nu har fået tanket godt og grundigt op på selvtillidskontoen.

»Jeg drømmer om at bokse flere kampe og selvfølgelig blive en af de allerbedste.«

Aftenens hovedkamp mellem Lolenga Mock og David Zegarra ventes at starte omkring klokken 22.30. BT sidder klar ringside til at følge kampen.

Tidligere på aftenen vandt danske Mads Burnell sin debutkamp som professionel på point over Gonzalo Pimienta, Portugal. Også Jonas Madsen har været i ringen. Han vandt sin kamp mod Giorgi Kandelaki på point.