Den tidligere fodboldspiller kan se frem til en ordentlig omgang prygl om tre uger i København

Det er en boksekamp for velgørenhed, men AQUA-brølet Rene Dif vil alligevel godt garantere, at Stig Tøfting får en over den tætte nakke, når de to tonsere buldrer sammen den 7. maj i Koncerthuset.

- Jeg tror bare, vi skal se at komme op i den ring og få delt nogle øretæver ud. Det er jeg sikker på, at der bliver, siger Rene Dif ved pressemødet, hvor ham og Stig Tøfting officielt blev præsenteret som showkamp i timerne inden den store fight mellem Brian Nielsen og Evander Holyfield.

Plæneklipperen Stig Tøfting er vant til uddele øretæver som professionel fodboldspiller, nu skal det så ske i en boksering.

- Rene er jo klar favorit i det her spil, det er der slet ingen tvivl om. Der er en årsag til, at der er vægtklasser i boksning, og hvis man vejer 15 kilo mere end sin modstander og har længere rækkevidde, så har man jo en fordel, men han har jo også udskreget sig selv som favorit rundt omkring, så det er fint nok. Det er en god motivationsfaktor, siger Stig Tøfting.

Vinderen af kampen modtager 100.000 kroner til velgørenhed. Rene Dif vil støtte en bokseprojekt, som hans træner er i gang med, mens Tøfting planlægger at støtte sin træners børnehjem i Kenya.