Ifølge Ekstra Bladet er bokseren Kevin Reinhard Nielsen, bror til Patrick og Micki Nielsen, blevet snuppet for brug af doping.

Det bekræfter Benny Jørgensen, formand for Dansk Amatør Bokse Union, over for avisen.

»Der er kommet svar på A-prøven. Den er positiv. Men ingen er skyldige, før der foreligger et endeligt svar på B-prøven,« siger Benny Jørgensen til Ekstra Bladet.

Kevin Reinhard Nielsen blev angiveligt snuppet med hænderne i dopingkrukken under de Sjællandske Mesterskaber d. 8. marts. Her blev han efter sin finalekamp i supersværvægt mod Ken Ljunquist bedt om at aflevere en dopingprøve.

Mens det nok især er den professionelle bokser Patrick Nielsen, som vækker genklang i den brede befolkning, er Kevin Reinhard Nielsen mere ukendt. Før de Sjællandske Mesterskaber havde han kun været i ringen til fire kampe.

Patrick Nielsens bror, Kevin Reinhard Nielsen, er blevet taget for doping.
Patrick Nielsens bror, Kevin Reinhard Nielsen, er blevet taget for doping. Foto: Kim Haugaard
Vis mere

Ifølge Ekstra Bladet er der tale om ulovlig brug af anabolske steorider, og den unge bokser risikerer en maksimalstraf på fire års udelukkelse.