For en kamp arrangeret på et afbud var den absolut opgaven som Fight Nights hovedkamp på Frederiksberg værdig.

Patrick Nielsen blev sendt i ringen, da lillebror Micki meldte fra på grund af sygdom og med få ugers varsel blev argentinske Ruben Acosta hentet ind som modstander.

En erfaren herre årgang 1978, men den noget lavere argentiner viste sig som en kompetent modstander for Patrick Nielsen i kampen, der gik samtlige 10 omgange med danskeren som vinder på point.

Dermed er der åbnet for det interne danske opgør Patrick Nielsen og Rudy Markussen. Faste læsere af BT vil vide, at de to længe har tirret hinanden og verbalt udfordret til et stort dansk boksebrag. Kravet fra promotor Nisse Sauerland var en sejr over Acosta, hvis Markussen-mødet skulle have gang på jorden, og det krav imødekom Nielsen.

Men det var langt fra en stille hyggeaften i den københavnske bydel. Argentineren lurede hele tiden med eksplosive sving på en åbning hos Patrick Nielsen, der for sin part jabbede Acosta på afstand. Flere gange røg duoen i tovene i hidsig infight i regulært slagsmål, og især i kampens indledende runder lignede Acosta en, der var kommet til landet for at sikre et resultat. Energien slap gradvist op, bæltet irriterede og skulle hele tiden rettes, og han gik all in på at få slået Patrick Nielsen ud, men Albertslund-bokseren boksede struktureret og disciplineret pointsejren hjem mod en mere og mere frustreret 'gæst'.

Med sikre dommerstemmer kunne Patrick Nielsen lade sig kåre som vinder. Så må det være Rudy Markussen næste gang?