Den 25-årige bokser Patrick Nielsen vender 21. januar tilbage til ringen efter mere end et års pause på grund af en håndskade.

»Jeg glæder mig virkelig meget til at bokse igen. Jeg kan mærke, 2017 bliver et stort år for mig. Jeg skal tilbage og vise, hvad jeg kan og minde folk om, hvor god jeg er. Jeg skal tilbage på sporet mod en VM-kamp, som jeg var før min skade,« siger Patrick Nielsen i en pressemeddelelse.

Patrick Nielsen har døjet med en håndskade, der krævede en operation i mellemhånden og i håndleddet.

»Jeg er topmotiveret og tro mig, man bliver sulten, når man elsker boksning og har været ude i mere end et år. Træningen går godt, alt spiller, og det kommer det også til at gøre i Struer,« lover han.

Også 23-årige Dina Thorslund, som begyndte i de professionelles rækker i februar 2015, skal bokse på hjemmebanen i Struer.

»Jeg frygter ingen. Jeg har bevist, jeg kan gå omgangene eller slå min modstander ud tidligt i kampene. Uanset hvilken type jeg står overfor, så får publikum altid et brag af en kamp. Det er min hjemmebane, og jeg ved, jeg vil få kæmpe opbakning. I min sidste kamp viste jeg, at jeg kan andet end at slå hårdt. Jeg var tålmodig og sparrede energi til at slå til på det rigtige tidspunkt,« siger Dina Thorslund, der har stoppet fem af sine syv modstandere før tid.

Promotor Nisse Sauerland glæder sig til at se Patrick Nielsen tilbage i aktion.

»Han har haft et vanskeligt år med sin skade, men nu skal han indhente den tabte tid, og vi vil forsøge at køre ham frem til en VM-kamp senere på året,« lyder det fra Nisse Sauerland.

/ritzau/