Patrick Nielsen led søndag aften karrierens første nederlag, da han på point tabte til Dmitry Chudinov.  Med sejren tog russeren
WBAs ledige VM-titel i mellemvægt.

Dmitry Chudinov satte stemningen for kampen, da han blev kørt ind til ringen på en motorcykel af sine rockervenner. Og Patrick Nielsen virkede til være hæmmet af de 9.000 hujende russiske fans i Moskva. Fra gong-gongen lød første gang satte den 27-årige Chudinov sig på begivenhederne over for en svagtboksende dansker. 

På intet tidspunkt i kampen formåede Patrick Nielsen at lægge pres på den russiske modstander i en kamp, der gik alle 12 omgange ud. Derfor blev det også en helt fortjent pointsejr til russeren med dommerstemmerne 3-0. 116-112, 117-111, 115-113 lød dommerscoren i Chudinovs favør.

I kampens begyndelse forsøgte Patrick Nielsen ellers at udnytte sin syv centimeter længere rækkevidde. Han holdt sig på af stand og prøvede med nogle velplacerede jab at styre sin modstander rundt i ringen. Men den taktik var ikke gangbar særlig længe.

I anden omgang fik Chudinov for alvor fat. Russerens tunge slagkombinationer ramte gang på gang Patrick Nielsen, der allerede her begyndte at klamre sig til russeren for at undgå slagene. Samtidig fik Chudinov flere gange presset den 23-årige dansker ud i torvene, hvor det ene slag efter det andet væltede af sted mod Patrick Nielsens korpus.

I fjerde omgang fortsatte det tunge bombardement. Et flot hook ramte Patrick Nielsen ved venstre øje, der straks begyndte at bløde.  Russeren forsøgte herefter at ramme øjet for at gøre skaden endnu værre, men uden held. 

Efterhånden som runderne gik begyndte Patrick Nielsen at hænge mere og mere, og han virkede langt fra den form, den før dagens kamp havde sikret ham 22 sejre i 22 kampe. Hans ringhjørne forsøgte ellers gang på gang at råbe ham i gang, men lige lidt hjalp det.

I ottende omgang fik danskeren omsider et slag ind, men det velplacerede slag mod Chudinovs hoved var ikke nok til at ryste ham. Samtidig begyndte russeren også at blive mærket af det hårde tempo, han havde lagt ud i. Slagene blev færre, ligesom der også blev slået flere huller i luften. Alligevel sad man hele tiden med følelsen af, at Chudinov havde sin danske modstander, lige hvor han ville.

De sidste fire omgange blev kampen mere lige. Patrick Nielsen var dog så langt bagud på point, at kun en knockout ville kunne sikre ham sejren. Men selvom han forsøgte at sætte alt på et bræt, fik Albertslund-bokseren aldrig ram på modstanderen.

Efter 12 hårde omgange kunne Dmitry Chudinov hæve armene i triumf. For Patrick Nielsen viste kampen derimod, at han har lang vej igen rent boksemæssigt, hvis han en dag skal gøre sig forhåbninger om at sætte sig på en VM-titlel i et af de store forbund.