Der venter Mikkel Kessler solid opbakning under bokserens VM-brag mod Brian Magee på lørdag i Herning.

Således melder Mikkel Kesslers promotor Kalle Sauerland om særdeles stor tilskuerinteresse for at overvære Mikkel Kesslers titelkamp ved Nordic Fight Night, der afvikles i Jyske Bank Boxen.

Her kan han nemlig melde om næsten udsolgt til VM-braget om WBAs verdensmesterskab i supermellemvægt.

- Jeg forventer, at arenaen bliver udsolgt. Den seneste melding onsdag (i går, red) er, at vi har solgt lige omkring 9.000 billetter ud af omtrent 11.000, vi kalkulerer med at have plads til, siger Kalle Sauerland til sporten.dk

Sidst Mikkel Kessler boksede, var i Parken i København, hvor han nådesløst hamrede modstanderen Allan Green i gulvet til stor jubel hos publikum.

Kalle Sauerland forventer dog, at stemningen bliver en tand mere intens i Herning.

- De sidste to gange har Mikkel Kessler bokset i Parken, så det bliver rigtig interessant at mærke stemningen i Boxen. Selvom der er plads til mange, så er arenaen fortsat ret intens. Så jeg regner bestemt ikke med, at det bliver en afdæmpet atmosfære, siger han.

Foruden hovedkampen med Mikkel Kessler går andre danske boksere også i ringen under stævnet. Eksempelvis skal Reda Zam Zam op mod argentinske Guido Nicolas Pitto, der kun har tabt en enkelt af 16 kampe i letmellemvægt.

Og umiddelbart før Mikkel Kessler gør Rudy Markussen comeback efter sit nederlag til netop Brian Magee.