Micki Nielsen bliver anklaget for at være testet positiv for brug af steroider. Ifølge det sydafrikanske boksepromotorfirma Golden Gloves skulle den 23-årige danske bokser have indleveret en positiv dopingprøve i forbindelse med en kamp mod deres bokser Johnny Muller i juni.

Det kunne BT fortælle torsdag, hvor Golden Gloves siden pillede historien af sit website. Men hos den danske boksers promotor er der hverken meget til overs for dopingsyndere eller Golden Gloves.

»Først og fremmest vil vi gerne gøre det klart, at dopingsnyd ikke hører til i boksning. Hvis nogen af vores boksere skulle blive testet positiv for ulovlige stoffer, vil vi forvente, at de får en fuldstændig og fair straf. I Tyskland har vi i mange år håndhævet NADAs (det tyske antidoping-agentur, red.) kontroller, inklusive træningskontroller, og før titelkampe bliver boksere testet fire-fem gange – både urin- og blodtest,« skriver Nisse Sauerland i en mail til BT.

Den angiveligt positive dopingtest er man dog hos Sauerland skeptisk omkring. For efter at have undersøgt sagen, har de tyske promotorer fundet flere tvivlsomme ting ved den måde, som de fortæller, at prøverne er blevet behandlet på.

»Når det så er sagt, er det vigtigt, at de rigtige procedurer bliver fulgt for at tackle dopingsyndere, og der er en del problemer, der gør anklagerne mod Micki Nielsen meget alarmerende.«

»Først og fremmest vil vi gerne udtrykke vores skuffelse over den måde, som Golden Gloves har offentliggjort en ødelæggende og injurierende historie på deres website og på de sociale medier, inden B-prøven er blevet undersøgt og en række centrale fakta er opgivet. Vi forventer en fuld tilbagekaldelse af historien og en efterfølgende undskyldning.«

»For det andet vil vi gerne spørge, hvorfor der gik seks måneder, efter prøverne blev taget, før A-prøven blev undersøgt, og hvorfor denne test blev foretaget i Doha på et laboratorium, der den 7. november blev suspenderet i fire måneder på grund af deres manglende evne til at leve op til de internationale standarder. Det er vigtigt for os nu at finde ud af, hvad der skete med prøven mellem juni og december sidste år, og hvor B-prøven befinder sig,« siger Nisse Sauerland.

Hos Golden Gloves lød det, at de havde modtaget test af Micki Nielsen, som skulle være positive for brug af steroider. Og i den forbindelse sagde promotor Rodney Berman til Golden Gloves’ hjemmeside, at han ikke regnede med, at Micki Nielsen havde været ren ved Super-4-finalen mod Kevin Lerena.

De prøver ser Nisse Sauerland også meget frem til at få fingre i.

»Vi vil også meget gerne se testresultaterne fra kampen, som fulgte efter Mickis kamp mod Muller. Den blev også bokset i Sydafrika mod Kevin Lerena den 22. oktober 2016. Som tidligere nævnt har vi en nul tolerance-politik over for boksere, der bruger forbudte stoffer, og for os er det af allerstørste betydning, at vi kommer i bund med denne situation, så vi kan reagere derefter,« lyder det fra Sauerland.