'Løgn på løgn.'

Mogens Palle og Brian Nielsen leverer igen et dybt stød til Patrick Nielsen og dennes promotor, Team Sauerland, i en pressemeddelelse, der er udsendt i forbindelse med, at Danish Fight Night afholder sin femte Bokse-Galla lørdag på Frederiksberg i København.

Den officielle hovedkamp står mellem Super-Mellemvægteren Lolenga Mock og franskmanden Nicolas Dion, men det er snarere 'angrebet' på Team Sauerland og Patrick Nielsen, der er omdrejningspunkt for pressemeddelelsen.

Palle og Nielsen er stadig ærgerlige over, at det ikke er lykkedes at sætte en kamp op mellem bokseveteranen Lolenga Mock (44 år) og Patrick NIelsen (25 år), selvom 'Patrick Nielsen har fået flere milliontilbud af Mogens Palle', som det lyder i pressemeddelelsen.

Palle og Brian Nielsen fortsætter:

»Det har ikke vakt interessen hos tyskerne, der er kommet med et utal af besynderlige undskyldninger og bortforklaringer, blandt andet om, at Mocks sportslige niveau ikke var godt nok til at fremme Patricks videre karriere.«

Brian Nielsen og Mogens Palle.
Brian Nielsen og Mogens Palle. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Det danske promotorpar skriver desuden, at 'alle' ved, at Patrick Nielsen ikke er Super-Mellemvægter, men Sværvægter, med en vægt på 92 kilo - 16 kilo mere end Lolenga Mock.

»Det er altså tysk løgn-på-løgn, samt Patricks groteske overvægt, der er årsagen til tyskernes afslag, og ikke Lolenga Mock's manglende sportslige kvalifikationer. Selv med et tilbud på to eller tre millioner kroner kunne det ikke retfærdiggøre denne kamp - med en vægtforskel på 16 kilo i Patricks favør! Derfor var det også en kæmpe løgnehistorie, da Sauerland i BT kunne "afsløre" en "kamp" mellem Arthur Abraham vs. Patrick Nielsen til at finde sted 10. december i Brøndby Hallen. Ren "varm luft" for at holde en inaktiv boksers navn varmt og i live!«, skriver de i pressemeddelelsen.

Det er ikke nogen ny ting, at 'Team Palle' angriber Team Sauerland. Det har Palle og Nielsen gjort ved flere lejligheder.

Lolenga Mock (th. i hvid trøje) og Patrick Mendy fra Gambia.
Lolenga Mock (th. i hvid trøje) og Patrick Mendy fra Gambia. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Det hele begyndte faktisk med Lolenga Mocks egne udtalelser i december sidste år, da Mogens Palle og Brian Nielsen debuterede sammen til Danish Fight Night. Mock udtalte, at han gerne ville møde vinderen af det hypede opgør mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen - en kamp, som Patrick Nielsen endte med at vinde.

Efterfølgende har Palle og Nielsen ad flere omgange forsøgt at fremtrylle en kamp, men Team Sauerland har tidligere afvist at sende Patrick Nielsen i ringen mod Mock med den begrundelse, at kampen kun giver mening for Lolenga Mock og dennes promotor.

Siden er Sauerland-brødrene blødt en anelse op, fint eksemplificeret ved det åbne brev, som Nisse Sauerland skrev til Mogens Palle i midten af februar. Med beskeden om, at hvis Mock kunne slå 'et ordentligt navn eller en højt arrangeret bokser, så kunne parterne måske fortsætte samtalen.'

Senere på året, helt præcist i løbet af foråret, var Mogens Palle i dialog med Team Sauerlands forretningsfører, Chris Meyer, men der er ikke sket meget siden da.

Nu viser kalenderen så oktober, og promotorparret Palle/Nielsen prøver igen at stikke til Team Sauerland, der indtil videre ikke har været til at træffe for en kommentar.