»Tre blev til fire!«

Sådan skriver den tidligere dansker topbokser Mikkel Kessler på sin Facebook-side lørdag eftermiddag.

Den danske 'Hitman' er sammen med sin kone Lea Hvidt blevet forælder til parrets andet barn - denne gang en pige.

»Tirsdag nat blev vores familie velsignet med en smuk pige. Jeg er pavestolt af Lea. Hun var forrygende, og alt gik efter planen. Hele familien er lidt trætte men ekstremt glade.«

36-årige Mikkel Kessler og Lea Hvidt har allerede en søn ved navn Romeo på et og et halvt år, der nu kan se frem til livet som storebror.

Lykønksningerne strømmer ind på danskerens Facebook-side, hvor over 400 allerede har kommenteret på den lille nye Kessler på blot en halv time

Familien flyttede til Sengeløse for et par år siden, hvor den nu fire mand store familie har slået sig ned i et nyopført hus, der blandt andet indeholder biograf, fitnessrum og vinkælder.