Mike Tysons liv har været en rutsjetur med op- og nedture, og nu åbner manden, der engang var verdens bedste bokser, op for en af de frygteligste episoder i sit liv.
Det skete længe før boksning blev en del af hans liv, da han stadig var et barn, der levede på gaden:
»En dag, var der en mand, der tog fat i mig og trak mig ind i en bygning. Jeg kan ikke lide at tale om, hvad han gjorde mod mig, men jeg blev misbrugt som barn,« fortæller han i programmet E60 på amerikanske ESPN.
Tyson har tidligere tilbage 2014 afsløret detaljer om den ubehagelige oplevelse i et interview med SiriusXM’s Opie Radio. Til E60 fortæller han, hvad oplevelsen gjorde ved ham:
»Det gjorde, at jeg var nødt til at være barsk over for den verden, jeg levede i,« siger han og fortæller videre, at han i mange år skammede sig over, hvad der var sket.
»Jeg har lært, at det ikke gør mig mindre mand, bare fordi det skete,« siger Tyson.
Han er selv dømt for sexuelt overgreb. I 1992 blev han idømt seks års fængsel for voldtægt, men afsonede kun tre af dem bag tremmer.
Mike Tyson var bare 20 år, fire måneder og 22 dage, da han blev verdensmester første gang, og han har stadig rekorden som den yngste sværvægtsverdensmester nogensinde.