Sent lørdag aften vandt Micki Nielsen en pointsejr over brasilianeren Julio Cesar Dos Santos, der trods flere gode slag fra den danske bokser blev stående på benene kampen ud.

Meget boksesnak i disse dage omhandler Mikkel Kessler og den mulige kamp mod Andre Ward, men lørdag aften var det cruiservægteren Micki Nielsens tur til at komme i ringen ved Nordic Fight Night-stævnet i Frederikshavn.

Den danske bokser har vundet 12 ud af 17 kampe på knockout, men sådan gik det ikke mod den hårdtkæmpende brasilianer, der gik alle 10 omgange tiden ud og bare ikke ville gå ned.

Heldigvis for 21-årige Micki Nielsen havde han fået flest træffere ind gennem kampen, så han kunne efterfølgende lade sig hylde for en sejr på point samt en mindre WBC-titel.