Brian Magee giver her et sjældent indblik i hans forberedelser til kampen mod Mikkel Kessler.

KLUMME

Hvis jeg lider nederlag mod Mikkel, må jeg sunde mig efterfølgende

Kampen mod Mikkel Kessler bliver den største i min karriere. Jeg kommer her som verdensmester, og en sejr vil betyde alt for mig. Sker det, vil det blive en af de bedste oplevelser i mit liv.

Jeg er aldrig bange for at tabe en kamp, og selvfølgelig ønsker jeg ikke, at det sker, men det er en del af boksesporten.

Jeg føler mig veltilpas og i god form, men der er altid en vinder, og der er altid en taber. Det må man acceptere. Hvis jeg lider nederlag mod Mikkel, må jeg sunde mig efterfølgende.

Jeg giver ikke meget for bookmakernes vurdering af kampen, og jeg går i det hele taget ikke op i gambling. Jeg var heller ikke favorit i de to seneste møder på dansk grund. Jeg har ofte været undertippet i opgør og vundet dem alligevel. Det er kun motiverende for mig, at den danske presse allerede har rettet fokus længere ud i fremtiden, hvor Kessler muligvis skal møde Carl Froch eller Andre Ward. Men det kræver altså, at han besejrer mig.

Når det er sagt, ved jeg også, at kampen i morgen er en massiv kamp for Mikkel. Jeg er udmærket klar over, at han i øjeblikket udelukkende fokuserer på dysten mod mig og tager en kamp ad gangen.

Han vil være enormt motiveret med udsigten til, at han kan blive verdensmester endnu engang. Kessler er en flink fyr, som udviser respekt, og han er en værdig mester. Hans teknik er rigtig god, han er modig, og så kan han både bokse med hovedet og med næverne. Han er på en og samme tid en fighter og en bokser. Det gør ham til en fuldendt atlet i denne sportsdisciplin. Han er mentalt stærk og har hjertet med sig i sine aktioner. Når det bliver hårdt i ringen, fortsætter han med at kæmpe. Han er en topklassebokser, så jeg må være forberedt på hvad som helst.

Taber han kampen, er det selvfølgelig hans egen beslutning, om han vil stoppe karrieren. Jeg kan godt nikke genkendende til hans tanker om, at et nederlag kan være lig med et stop på karrieren. På det her niveau er du ’døende’, hvis du bliver besejret. Det er det, som gør den her sport til den hårdeste idrætsdisciplin i verden. I boksning bliver man ikke stærkere af nederlag, som man ellers siger, at tilfældet er i andre henseender af livet.

Der kan være en chance for, at det kan gavne dig, hvis det sker i begyndelsen af din karriere, men det er virkelig vanskeligt at komme igen efter et nederlag. Hvis man vil skabe fremskridt i boksning, er der kun en vej, og det er at vinde.