Der venter Mikkel Kessler en sikker sejr, når han går i ringen med Brian Magee. Det mener Mads Larsen, der tidligere har bokset mod WBA-mesteren.

Mikkel Kesslers kommende modstander bliver "dansker-dræberen" Brian Magee, når 'The Viking Warrior' med stor sandsynlighed bokser sin sidste kamp på dansk grund i starten af december.

Magee har gode erfaringer i Danmark, hvor han tidligere har knockoutet både Mads Larsen og Rudy Markussen, men selvom Mads Larsen har smagt på nordirerens jernnæve, ser han ikke den store fare for Mikkel Kessler.

The Viking Warrior er ganske enkelt for god.

- Alt kan jo ske i boksning, men jeg kan simpelthen ikke se, at Mikkel kan tabe den her. Så skal han virkelig tabe overblikket. Mikkel har en større rækkevidde, en bedre teknik og er bare overlegen på alle måder. Men Magee har et stort fighter-hjerte, som han vil leve på, så det bliver ikke nemt. Men jeg tror alligevel ikke, at han har en chance, siger Mads Larsen til sporten.dk.

Kampen er af Kalle Sauerland blevet kaldt en revanche-kamp for de to knockoutede danskere. En udmelding, som Sauerland-lejren højst sandsynligt vil slå kampen op på, når den skal udbydes på pay-per-view.

Men den udlægning giver Mads Larsen ikke meget for. Han kan 'klare sig selv'.

- Jeg er sgu en stor dreng, og jeg skal nok hævne mig selv. Jeg er ældre end Kalle Sauerland, når det kommer til stykket, så han kan ikke gøre noget som helst for mig. Det er sådan set kun mig, der kan hævne mig selv, siger Mads Larsen.