Mikkel Kesslers træner Jimmy Montoya er ikke helt færdig med dansk boksning. Mens Kessler overvejer sin boksepension, vil hans træner være i ringhjørnet hos talentet Abdul Khattab lørdag aften i Frederikshavn.

Det sker, når 21-årige Abdul Khattab går i ringen til sin tiende kamp som professionel ved Nordic Fight Night mod Alexey Ribchev fra Hviderusland.

Abdul Khattab er siden sin debut blevet kendt som Mikkel Kesslers 'lærling', og han har gennem længere tid trænet og sparret med den tidligere femdobbelte verdensmester i dennes træningshal i Dragør.

Og mens Mikkel Kessler formentlig snart overvejer promotor Kalle Sauerlands tilbud om en comeback-kamp mod Andre Ward, så bruger hans mexicanskfødte træner ventetiden på at hjælpe Abdul Khattab lidt på vej i karrieren ved stævnet lørdag aften i Frederikshavn.

I første omgang bliver det kun denne ene gang, at Jimmy Montoya er i den unge mellemvægters ringhjørne. En oplevelse, Abdul Khattab glæder sig til.

»Jimmy Montoya er en super dygtig træner, som jeg kan lære meget af,« siger Abdul Khattab.

Han har lært Jimmy Montoya at kende gennem hans mange træningspas med Mikkel Kessler, og det har allerede givet bonus.

»Jeg lærer mange forskellige tricks fra den amerikanske boksestil, som er lidt anderledes, end den man lærer herhjemme. I en den amerikanske stil slår man flere kombinationer, man bevæger krop og hoved mere. Man slår mere til kroppen og afleverer sine slag fra flere vinkler,« forklarer Abdul Khattab.

Her Kessler med træner Jimmy Montoya
Her Kessler med træner Jimmy Montoya Foto: Henning Bagger
Vis mere

Jimmy Montoya har gennem sin trænerkarriere arbejdet med to af Danmarks bedste boksere nogensinde i Mikkel Kessler og Johnny Bredahl samt flere andre verdensmestre. Derfor skulle man tro, at han kan se en potentiel stjerne, når han ser en.

Og det gør Montoya i Abdul Khattab.

»Abdul er stadig ikke så erfaren, men jeg tror, at han kan blive verdensmester, selvom det kommer til at tage tid. Han er stadig ung, så vi må se, hvordan tingene udvikler sig,« forudser Jimmy Montoya, der har set 21-årige Khattab give Kessler stor kamp i træningslokalet.

»Han er en hård fyr, og når han bokser mod Mikkel Kessler, giver han ham en hård modstand. Han kan bokse, og han kan slå. Abdul er meget lydhør, og han er god til at sætte sine slag op. Han bevæger sit hoved godt,« siger Jimmy Montoya.