Mikkel Kesslers kommende modstander er ved at være på plads. Det afslører bokserens promotor nu over for BT, efter han i sidste uge førte hemmelige forhandlinger over tre dage i USA.

Kalle Sauerland har sagt det før, og nu gør han det igen. Den tyske promotor er uhyre tæt på at kunne offentliggøre, hvem Mikkel Kessler skal møde i sin efterhånden længe ventede tilbagevenden til bokseringen.

Og nu er forhandlingerne endelig gået ind i den afgørende fase, siger Kalle Sauerland.

- Nu har jeg haft nogle møder i New York, som jeg er nødt til at holde hemmelige. Men her har jeg mødtes med folk, og forhandlingerne har flyttet sig. Og lad os håbe, at de bliver ved med at flytte sig i den rigtige retning, fortæller promotoreren og tilføjer:

- Jeg håber, vi er ved at nå enden på, hvad der har været en ret svær aftale at sætte sammen.

Forhandlingerne om, hvem Mikkel Kessler skal møde i karrierens kamp nummer 50, har stået på siden maj i år. Her har flere navne været nævnt, men reelt synes kun to modstandere at have været i spil. Det er briten Carl Froch og amerikaneren Andre Ward.

BT erfarede for nogle måneder, at der har været konkrete forhandlinger med Andre Ward, men amerikanerens promotor døde for kort tid siden af kræft, og det besværliggjorde ifølge kilder processen. Samtidig har Mikkel Kessler åbenlyst bejlet til Carl Froch, som han tabte sin seneste kamp til. Briten ser dog ud til hellere at ville møde mexicaneren Julio Cesar Chavez i en kamp i Las Vegas i USA.

Kalle Sauerland afviser at fortælle, hvem han er tæt på at lande en aftale med.

- Vi er tæt på, men det betyder ikke altid så meget i boksning. Men jeg håber, at vi kan offentliggøre en modstander inden for de næste 10 til 14 dage.

Det tør du godt love en gang til?

- Ja, men sådan er det jo i sport. Du kommer tæt på en aftale, og du kan pludselig være nødt til at flyve ud og møde folk for at forhandlingerne tilbage på sporet.

- Jeg ville elske at fortælle, hvem vi taler med, men hvis jeg gør det, risikerer jeg, at aftalen bryder sammen. Og det vil ingen af os have. Så jeg må passe meget på, hvad jeg siger i øjeblikket. Men jeg kan sige så meget, at det bliver interessant, siger Kalle Sauerland.

Tyskeren vil alligevel godt fortælle så meget, at den mulige modstander vil kunne måle sig med Mikkel Kesslers største kampe i karrieren. Og det har gjort det indviklet at få en aftale i stand, fordi Mikkel Kessler kun vil møde en af de helt store navne i supermellemvægtsklassen.

- Det har uden tvivl været den sværeste Kessler-kamp at få sat sammen. Selvfølgelig var Super Six-turneringen også en stor udfordring, men denne her vil være det længste forløb nogensinde. Det er efterhånden også ved at være lang tid siden, at Mikkel sagde, at han ville fortsætte.