KØB PLUS!

Kessler: JEG bestemmer min modstander

Den danske bokser sættes i forbindelse med kassekampe mod både Andre Ward og Carl Froch. I sidste ende styrer Kessler dog selv, hvem han vil op imod

De fleste i Danmark kender efterhånden Mikkel Kesslers tyske promotor Kalle Sauerland. Manden, der laver, forhandler og planlægger alle Kesslers kampe.

Nu skal Sauerland igen i arbejdstøjet, når han indleder jagten på den danske supermellemvægters næste modstander. Efter Mikkel Kesslers knockout af Brian Magee i Herning i weekenden taler alle om en mulig storkamp mellem enten Andre Ward eller Carl Froch. De to er da også øverst på promotorens liste, men når alt kommer til alt, så er det Mikkel Kessler, der træffer det afgørende valg af modstander.

- Jeg har det sidste ord. Kalle vil det bedste for mig, men hvis jeg selv peger på en, så lytter han til mig og remser så fordelene og ulemperne op for mig. Han er min taktiker. Hvis jeg siger, jeg gider ikke møde Froch eller Ward, så siger han, at han så må finde en anden.

Jeg havde på fornemmelse, at det var Kalle Sauerland, der havde det sidste ord!

- Nej, det er mig, der bokser, og jeg bestemmer. Men vi har faktisk aldrig været uenige.

Er du fuldstændig ligeglad med, hvem du møder i næste kamp?

- Det er et svært spørgsmål. For det første vil jeg gerne sige, at pengene helt grundlæggende ikke betyder alt for mig. De må ikke være motivationen, men jeg kan jo heller ikke udelukke, at jeg springer til, hvis der kommer en mulighed, der ikke lige er Andre Ward eller Carl Froch. Man skal huske på, at jeg ikke længere føler, at jeg har noget, jeg skal bevise. Jeg har været verdensmester fem gange, så hvorfor pokker skal jeg ikke bare snuppe en ren pengekamp? Men, på den anden side så har jeg det sådan, at da Joe Calzaghe dengang stod med hænderne over hovedet med bælterne og sejren over mig, så var jeg gal og tænkte, fuck de penge. Der ville jeg heller have løftet armene og fået en minimal del af det beløb, jeg modtog, siger Mikkel Kessler til sporten.dk.

Læs også: