Mikkel Kessler taler for første gang siden nederlaget til Carl Froch om sin boksefremtid, som han håber kaster en ny, stor kassekamp af sig.

Mikkel Kessler har ikke udtalt sig offentligt, siden han 25. maj led karrierens bare tredje nederlag og tabte sin VM-titel til engelske Carl Froch i O2 Arena i London.

Med til Mikkel Kesslers stilhed har det indlysende spørgsmål om hans boksefremtid dog presset sig mere og mere på: Var nederlaget til Carl Froch slutningen på Mikkel Kesslers boksekarriere?   

Indtil nu har Mikkel Kessler gennem sin manager Allan Back afvist at kommentere på sin fremtid, andet end at han stadig overvejer, hvad der skal ske. Men i et interview med fitness-magasinet GO' giver Mikkel Kessler nu udtryk for, at han fortsat håber på at få en ny storkamp.

- Jeg håber, der kommer en stor kamp igen, men nu må vi se, hvad der sker, fortæller Mikkel Kessler til magasinet.

Skulle det ikke lykkes Mikkel Kessler at komme i ringen igen, vil han ifølge sig selv se tilbage på en karriere, der budt på mange store øjeblikke.

- Jeg er rigtig tilfreds med min karriere, og jeg synes, at alle mine kampe har været højdepunkter, uanset om jeg har tabt eller vundet. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft alle fire VM-bælter (WBA, WBC, WBO og IBF, red.), men jeg synes, at jeg har gjort det godt, siger Mikkel Kessler.

BT.dk har været i kontakt med Mikkel Kesslers manager Allan Back, som ikke har nogen kommentarer til Mikkel Kesslers boksefremtid.

Det samme gælder for så vidt danskerens promotor, tyske Kalle Sauerland.

- Vi kommer til at sætte os sammen og diskutere det her, når tiden er moden til det. Mikkel står foran at blive far når-som-helst, så det er ikke lige nu, at jeg skal tale med ham om det, siger Kalle Sauerland.  

Netop den forestående familieforøgelse kan måske blive udslagsgivende for, om Mikkel Kessler vælger at forsætte med at bokse. Han har nemlig tidligere givet udtryk for, at det at blive far kan være svært at forene med en karriere som professionel bokser.

- Som bokser skal du være ligeglad med, om du dør. Med et barn ville jeg tænke for meget og ikke turde satse alt, sagde Mikkel Kessler i maj til BT.

Ifølge Allan Back har også andre ting optaget den danske bokser i tiden efter nederlaget til Carl Froch, og det været med til at trække hans beslutning ud.

- Han var jo så uheldig at miste sin far. Det har gjort, at processen trækker ud. Der har været andre ting, som har været vigtigere at fokusere på, sagde Kesslers manager sidst i oktober om tabet af 68-årige Ole Kessler, der gik bort i juni i år.