Mogens Palle spillede overraskende en stor rolle på dagens pressemøde forud for lørdagens titelkamp mellem Magee og Kessler

Dagens pressemøde i Herning forud for lørdagens boksebrag mellem Mikkel Kessler og Brian Magee var velbesøgt, men ifølge Kalle Sauerland var der én bestemt gæst, der manglede, som promotoren ellers havde set frem til at hilse på.

Mogens Palle havde ikke fundet vej til Jyske Bank Boxen, men det var han næppe ked af. Sauerland-lejren brugte således undervejs flere minutter af pressemødet på at kritisere Kesslers tidligere promotor for dennes grådighed og manglende klasse i forbindelse med det tidligere samarbejde med ”The Viking Warrior”. Det hele skete med en snært af komiske undertoner, om end alvoren var til at føle på.

De verbale skyts kom til udtryk som følge af, at Pat Magee (Brian Magees manager, red.) i dagens udgave af Ekstra Bladet har udtalt, at Mikkel Kessler har levet det søde liv i Monaco på Mogens Palles penge.

Mogens Palle og Pat Magee har været venner i mange år, og deraf blev der spekuleret i, om sidstnævnte blot havde været Mogens Palles talerør i forbindelse med den hårde anklage.

Selv ønskede Mikkel Kessler ikke at bruge megen tid på den omdiskuterede danske promoter, da han efter pressekonferencen stillede op til interview.

- Det er synd, at han bliver nævnt og får noget reklame. Han er helt forfærdelig. Han er en bitter gammel mand, siger Kessler til sporten.dk.

Det var især den gamle diskussion om, at Mogens Palle skulle have været egoistisk og tjent styrtende på Kesslers Calzaghe-kamp tilbage i 2008, som igen blev vakt til live.

- Han har tjent mange flere penge end mig, og i øvrigt også alle de andre boksere. Men han har været en forretningsmand, men sådan ville jeg nok ikke have drevet forretning, lød det fra Kessler.

Danskerens kamp mod Brian Magee ventes i øvrigt, ifølge Kalle Sauerland, at blive overværet af netop Mogens Palle i Jyske Bank Boxen.