Mikkel Kessler afviser, at han får problemer med at hive sejren hjem, hvis kampen mod Carl Froch skal afgøres på point.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er set før i professionel boksning.

Ligger sejren efter 12 omgange og tipper mellem de to boksere, så falder dommernes scorekort i hyppigere grad ud til fordel for bokseren på hjemmebane.

Det scenarie frygter Mikkel Kessler slet ikke vil overgå ham, når han går i ringen til den allerede stort anlagte revanche mod engelske Carl Froch på dennes hjemmebane sidst på foråret i 2013.

- Jeg er sikker på, at Carl Froch, Kalle Sauerland og Eddie Hearn har talt om, at det skal være en fair kamp. Det var det også, da jeg boksede Carl i Herning. Det kan godt være, at nogle af dommerne havde lidt for mange point til mig, men jeg vandt den altså klart, siger Mikkel Kessler til sporten.dk.

- Så kan det godt være, at Carl Froch siger, at jeg ikke vandt klart, men havde det været i England, så håber jeg, at jeg også have fået sejren der.

Selv vil Mikkel Kessler på ingen måde forsøge at påvirke kampens tre dommere hverken før, under eller efter kampen mod Carl Froch. 

- Jeg kan kun sige til dem (Froch' lejr, red.), at jeg håber, at det bliver Fair Play, som det skal være. Jeg ved med mig selv, at jeg kommer ikke til at stå med hænderne over hovedet, hvis jeg virkelig føler, at Carl Froch har vundet kampen. Sådan tror jeg også, at han har det. Men det bliver jo mig med armene oppe til sidst, griner Kessler.

Han glæder sig egentlig bare over, at kampen, der allerede nu kaldes den største i 2013, er en realitet.

- Det er en drøm, som er gået i opfyldelse, og jeg glæder mig til at bokse mod Carl Froch og få en herrekamp mod ham igen, siger Mikkel Kessler, der besejrede sin kommende modstander på point, da de to i 2010 boksede i Herning i forbindelse med turneringen Super Six.