Mikkel Kessler bekræfter nu, at han fortsætter sin boksekarriere.

Det har den danske boksestjerne meddelt onsdag eftermiddag på et pressemøde i Ørestaden i København.

Mikkel Kessler har ikke været i ringen siden d. 25. maj 2013, hvor han tabte på point til Carl Froch, men nu er han altså klar til igen at tage boksehandskerne på og bokse sin kamp nummer 50 som professionel.

Og Kessler lagde ikke skjul på, at han gerne vil møde netop engelske Carl Froch for tredje gang og få revanche efter nederlaget i London for snart et år siden - og selvtilliden er intakt, selvom danskeren har været væk fra ringen i lang tid.

- Jeg er ikke færdig, jeg er stadig stærk, det har jeg kunnet mærke i de sparringsomgange, jeg har været igennem. Jeg har løbende testet mig selv. Det er vigtigt at vide det, når man endelig står der, sagde Kessler på pressemødet og tilføjede:

- Jeg er sikker på, at jeg er stærkere end Froch.

Samtidig fastslog Mikkel Kessler, at han kun er interesseret i en storkamp, når han returnerer til bokseringen.

- Jeg vil gerne møde de bedste af de bedste. Hvis jeg skal tilbage, så skal jeg tilbage på toppen. Jeg vil ikke tilbage med en opvarmningskamp, sagde Kessler, som satser på, at hans comeback-kamp skal bokses i oktober eller november.