Patrick Nielsens bagland tilbyder Mikkel Kessler millioner for at gå i ringen mod den danske rival.

Patrick Nielsen vil for alt i verden bokse mod Mikkel Kessler, når den 38-årige bokser gør comeback i senere i år. Nu lokker Patrick Nielsens manager Mikkel Kessler med et millionbeløb for at stille op i en ny danskerkamp.

Det er ikke mange uger siden, at Patrick Nielsen her i BT udfordrede Mikkel Kessler. Den udfordring blev dog mødt med tavshed fra både Mikkel Kessler og Team Sauerland. Alligevel har Patrick Nielsen og hans manager Simon Lundt ikke opgivet at få Mikkel Kessler i kamp.

Således afslører Simon Lundt, at han sammen med en hemmeligholdt investor har tilbudt Team Sauerland og Mikkel Kessler et millionbeløb, hvis de vil være med på at lave kampen mellem de to danske boksere.

»Jeg har tilbudt Team Sauerland, at jeg har en investor, der gerne vil stå for at arrangere stævnet. Den investor vil gerne smide én million euro (7,5 mio.kr, red.) i en pulje, som Patrick og Mikkel deler for at møde hinanden,« siger Simon Lundt til BT.

Altså skulle udbyttet være små fire millioner til hver for Mikkel Kessler og Patrick Nielsen i kolde kontanter, hvis tilbuddet blev accepteret.

Umiddelbart lyder små fire millioner måske ikke af meget for Mikkel Kessler, der i sin storhedstid boksede for langt mere. Men i en comeback-kamp, hvor der også kan være penge at hente i pay-per-view indtægter, ligner det en udmærket aflønning efter fire års fraværd for Mikkel Kessler.

»Jeg synes, at det er et godt tilbud. I befolkningen er der en opfattelse af, at Mikkel er nummer et i Danmark. Derfor vil det være en god mulighed for at vise, hvem der er den bedste. Også på baggrund af at Mikkel har sagt, at han vil være verdensmester igen. Det kræver, at han møder en, der allerede er rangeret på ranglisterne,« siger Simon Lundt og fortsætter:

»De kunne ikke få Carl Froch ud af busken, som har været fornuftig nok til at stoppe. Men når man som Mikkel har været ude et stykke tid, så ville det da være en god start at møde Patrick, hvis de ellers har lyst. Mikkel har i princippet ikke noget at tabe.«

Simon Lundt fortæller, at han har sendt tilbuddet til promotor Kalle Sauerland, som både repræsenterer Patrick Nielsen og Mikkel Kessler.

»Jeg har sendt det til dem, men fik et tilbud tilbage på en kamp mod svenske Erik Skoglund. Når Patrick vil have Mikkel, så er det det, jeg arbejder på. Skoglund-kampen er fuldstændig ligegyldig sammenlignet med det her. Så en kamp mellem Patrick og Mikkel ville være meget bedre forretningsmæssigt,« slår Simon Lundt fast.

Tilbuddet om at lade Mikkel Kessler møde Patrick Nielsen får da også en kølig modtagelse, da BT tager kontakt til Kalle Sauerland.

»Begge boksere er på kontrakt hos Team Sauerland. Patrick er blevet tilbudt flere kampe, men hans vej er en anden end Mikkel Kesslers. Vi venter lige nu på Simon Lundts svar på de tilbud, som vi har givet til dem,« siger Kalle Sauerland.

»Angående Mikkel Kessler er vi i øjeblikket i færd med at lægge planer. De to (Kessler og Nielsen, red.) kommer ikke til at mødes i en boksering i den nærmeste fremtid,« tilføjer Kalle Sauerland.

Som BT tidligere skrev, synes det efterhånden mere og mere tydeligt, at Mikkel Kessler vej peger i retning af World Boxing Super Series, hvor nogle af verdens bedste supermellemvægtere formentlig bliver en del af den nye turnering.

Men det afhænger fortsat af, om Kessler kommer godt fra start, mens folkene bag den nye turneringen endnu ikke har bekræftet, hvilke vægtklasser turneringen omfatter.

Det lykkedes ikke at få en kommentar fra Mikkel Kessler til denne artikel.