Glem Kessler! Boksekampen, alle taler om

Mens Danmark og Storbritannien har haft mest fokus på boksningen i Herning, så har stort set resten af verdens bokseinteresserede været mere optaget af en kamp i Las Vegas

Det er på ingen måde Kesslers udklassering af Brian Magee, der dominerer boksesites rundt om i verden.

Flere steder er der endda kun skrevet korte referater af danskerens sejr, for krudtet er i stedet blevet brugt på at gå all-in på nattens helt store kamp: Den mellem filippinske Manny Pacquiao og mexicanske Juan Manuel Márquez.

Og forståeligt nok, for kampen er af nogen allerede blevet kaldet årets kamp.

SE BILLEDERNE FRA DEN BLODIGE DYST HER

Opgøret, der rent faktisk var den fjerde mellem de to, var imødeset med spænding efter tre forudgående møder, hvoraf det første endte uafgjort og de næste to med sejr til Pacquiao, der er anset for at være blandt en af de største pund-for-pund-boksere i verdenshistorien.

Men den titulering hjalp ikke Pacquiao, der efter næsten seks hæsblæsende og aggressive runder blev slået bevidstløs af en altødelæggende træffer fra en blodig Marquez, der selv havde været slået i gulvet runden forinden.

SE BILLEDERNE FRA KESSLERS KAMP HER

Det havde den efterfølgende konsekvens, at Pacquiao blev kørt til hospitalet for en scanning af hjernen, mens Marquez kunne triumfere på pressemødet:

- Jeg gjorde det! Jeg er så glad. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er.

Omvendt trist var Pacquiaos træner Freddie Roach, der ikke var sikker på, om filippineren fortsætter sin karriere:

- Måske trækker han sig tilbage, måske skal vi have en rematch. Jeg er ikke sikker på, hvilken vej vi skal tage lige nu. Hvis jeg ser tegn på opgivelse, så vil jeg bede ham om at trække sig, sagde Roach efter det, der var Pacquiaos andet nederlag i træk.

Læs også: