KØB PLUS!

Froch-opgøret bliver større end Calzaghe

Revancheopgøret mellem Carl Froch og Mikkel Kessler er lig med svimlende summer hos både promotere og udbydere

Bare et døgn efter, at billetterne til bokseopgøret mellem Mikkel Kessler og Carl Froch blev sat til salg, meldte arrangørerne udsolgt. Forventningerne til kampen er enorme i England, lige som TV3 Sport herhjemme tror, at kampen kommer til at slå alle sine forgængere i efterspørgsel. Hver bokser får 12 millioner kroner for kampen, men pengene bag er langt større.

Froch-Kessler-opgøret, der bliver afholdt i The O2 Arena i London den 25. maj, sikrede sig fuldt hus på 17.000 tilskuere på under 24 timer. Det gør billetsalget til et af de hurtigste i engelsk boksehistorie nogensinde.

Og kampen bliver ikke kun en stor sportslig præstation af begge boksere uanset udfaldet. Hele interessen omkring kampen er også en kæmpe forretning, der er gunstig for alle parter. Eddie Hearn, der er promoter for Carl Froch, slår således fast overfor BT, at de første 2 millioner engelske pund (18 mio. kr.) allerede er hentet i døren via billetsalget. Derudover regner den engelske promoter med, at et sted mellem 500.000 og 800.000 britiske husstande vil købe kampen på Pay Per View til en pris af 18 pund. Det giver en samlet indtægt på op til næsten 125 mio. kr. Hverken Mikkel Kesslers promotere, Sauerland, eller TV3, der bliver eneste danske udbyder af kampen, vil dog sætte tal på, men konstatere, at dette er ’big business’.

- Lad mig sige det sådan her: Det er en ’multi million dollar fight’, siger Kalle Sauerland om kampen, mens den økonomiske betydning hos TV3 som udbyder selvsagt også er stor.

- Det er dyrt at købe så meget sport, som vi gør, så derfor er det også meget rart at få en indtægt ind imellem, og det får vi den her gang, siger sportschef Peter Nørrelund.

Vinderen af kampen er af mange spået til at få den næste store kamp i USA, men hvad kampen efterfølgende kommer til at betyde helt reelt, er Kesslers bagland dog ikke meget for at kommentere på. Men interessen for at se kampen i USA er et stort kvalitetsstempel ifølge Kalle Sauerland.

- Om der er en åbning i USA efter kampen er ikke så interessant. Det interessante er at vinde over Carl Froch. Men at HBO, som er en af de største udbydere af Pay Per View i USA, har købt rettighederne, er et kæmpe kvalitetsstempel af kampen, siger Sauerland.

Og hos TV3 Sport er kampens udfald heller ikke noget, der spekuleres i.

- Om han så taber til Carl Froch i The O2 i London foran 17.000 tilskuere, så følger vi Kessler til, at han lægger handskerne på hylden, siger Peter Nørrelund.

Og hos TV3 Sport, som er en del af Viasat, er glæden over at kunne vise boksebraget via Pay Per View til kunderne i Danmark selvsagt kæmpestor og forventninger er høje.

- Kessler har altid været rigtig godt sælgende på Pay Per View, men jeg tror, den her kamp kommer til at slå den nok så omtalte kamp mod Calzaghe. Jeg tror faktisk, den kommer til at slå alt, siger sportschef ved TV3 Sport, Peter Nørrelund med henvisning til kampen hvor en ubesejret Mikkel Kessler mødte en ubesejret Joe Calzaghe i Wales foran 50.000 tilskuere i 2007.

I Kessler-lejren hos danskerens promotingteam, Sauerland, er de også glade for, at kampen mellem de to boksere er kommet i hus, og her er der ingen tvivl om kampens betydning

- Det er uden tvivl den største kamp for Mikkel Kessler. Punktum. Og i år er det også den største kamp på europæiske grund. Og den bliver sendt ud i hele verden. Så det er uden tvivl den største kamp, der involverer en dansk bokser. Vi har ikke set et billetsalg som dette i næsten 25 år, siger Mikkel Kesslers promoter, Kalle Sauerland, der glæder sig til endnu en kamp mellem Kessler og Froch.

Den første kamp mellem de to fandt sted i april 2010 i Herning, hvor Kessler besejrede Froch på point. Men nu får sidstnævnte så sin revanchekamp på hjemmebane.

Læs også: