Mens Mikkel Kesslers motiv for at gøre comeback mod Andre Ward er muligheden for revanche og millioner i banken, synes amerikanerens motiv i at møde Kessler nærmere at være en langsigtet investering.

Efter BT fredag afslørede, at Mikkel Kessler er tæt på at blive tilbudt drømmekampen mod Andre Ward i Parken til foråret, er både den danske bokser og promotor Kalle Sauerland foreløbig hoppet ned i hver deres skyttegrav.

Ingen af parterne har flere kommentarer til den mulige storkamp lige nu.

Mikkel Kessler, fordi han intet konkret har hørt fra tyskeren, og samtidig afviste Kalle Sauerland i går via sms over for BT at udtale sig yderligere om, hvad der foregår i kulisserne.

»I får besked, når det er hensigtsmæssigt,« lød det fra en noget mere defensiv udgave af Kalle Sauerland end tidligere.

Det interne spil mellem Mikkel Kessler og Kalle Sauerland er altså frosset fast, indtil tyskeren må formodes at sende et håndfast tilbud til sin danske stjernebokser.

Hvad vil Andre Ward?

Men hvad med Andre Ward, som også spiller en hovedrolle i hele forvirringen om Mikkel Kesslers måske - måske ikke - afsluttede boksekarriere.

Lad det være sagt med det samme. Andre Ward har ved denne avis’ deadline ikke udtalt sig om den ’nye’ mulighed for at møde Mikkel Kessler.

Andre Ward har dog tidligere vist interesse i at møde Kessler igen. Det har han med udsagnet om en gang for alle at lukke munden på danskeren, som ifølge Andre Ward optrådte respektløst efter deres kamp i 2009, hvor Mikkel Kessler i nederlagets stund kaldte amerikaneren for en beskidt bokser og kritiserede dommeren.

Men det motiv er næppe nok til at lokke Andre Ward hele vejen til Danmark for møde Mikkel Kessler.

Selvfølgelig vil udsigten til en millionhyre kunne lokke Ward til en vis grad, da han ikke har været i ringen siden november måned 2013. I mellemtiden har han kæmpet en sikkert både kostelig og trættende kamp med sin nu afdøde promotor Dan Goossen, inden han i januar blev løst fra kontrakten.

Men det altovervejende motiv for Andre Ward til at komme til København kunne måske i langt højere grad handle om at bruge Mikkel Kessler til at kickstarte karrieren.

Golovkin venter

Fredag skrev det internationale boksemedie Boxingnews24, at Andre Ward ifølge dets kilde gennem noget tid har ledt efter den rigtige modstander til en ’opvarmningskamp’.

En såkaldt overkommelig modstander med en god rekordliste til at banke rusten af med og samtidig gøre sit navn interessant igen. Og her er Mikkel Kessler bestemt ikke et dårligt bud for Andre Ward, der ikke var imponeret over danskeren i 2009.

Der bør således ikke være tvivl om, at Andre Wards karriereplan er væsentlig mere langsigtet end 35-årige Mikkel Kesslers.

Den 30-årige, ubesejrede amerikaner er trods prædikatet om en kedelig boksestil en jagtet mand blandt flere stjernenavne i mellem- og supermellemvægt.

I hvert fald interessant nok til, at den kasakhiske slagmaskine og tredobbelte verdensmester i mellemvægt, Gennady Golovkin, fredag fik sin træner til at opfordre Andre Ward til at komme i gang, så de kunne få en kamp, når Golovkin har bokset sin næste kamp 21. februar.