Der blev for alvor fyret op under temperamenterne, da den danske topbokser Rudy Markussen onsdag uanmeldt dukkede op til kollegaen Patrick Nielsens pressemøde forud for weekendens kamp mod argentinske Ruben Eduardo Acosta. Og så fløj beskyldningerne og tilsviningerne ellers frem og tilbage, som var det knytnæver i en boksering.

Rudy Markussen, der ikke er i kampform, vil gerne møde Patrick Nielsen efter sommerferien - Patrick Nielsen holder omvendt fast i, at den 20. juni er den eneste mulige kampdato. Uenigheden var ikke langt fra at føre til en decideret fysisk konfrontation.

Efter dramaet blev Rudy inviteret til en hurtig samtale med Patrick Nielsens promotor, Nisse Sauerland. Her var tonen langt mere forsonende, fortæller Markussen dagen derpå.

Se også: Kæmpe drama: Rudy Markussen afbrød Patrick Nielsens pressemøde - og så gik det amok

»Vi talte om en kamp mellem Patrick og mig efter sommerferien.«

Så Sauerland insisterer ikke på, at kampen skal bokses den 20. juni?

»Jeg kan garantere dig for, at kampen ikke bliver den 20. juni. Og jeg kan garantere dig for, at det bliver efter sommerferien.«

Gav Sauerland dig håndslag på, at kampen bliver til noget?

»Nisse sagde 'ja ja, vi skal nok finde ud af det',« fortæller Rudy Markussen.

Efter det dramatiske åbnede Nisse Sauerland også over for BT op for at give Markussen en fair chance for at komme i form.

»For Rudy er det mest et spørgsmål om tidspunktet. Han vil have en dato efter sommerferien, og det er samtidig mit job at holde Patrick i gang og give ham kampe. Så lad os se, om det ikke kommer til at ske efter sommerferien,« sagde den tyske promotor onsdag.

Se optrinnet fra forleden her: