Niclas Larsen fra Mikenta Albertslund kæmper i Hong Kong med ved den største turnering inden for thaiboksning - en sportsgren, som nogen også kender under betegnelsen Muay Thai.

Lørdag aften lokal tid møder den 25-årige fighter russeren Khayal Dzhaniev, som inden for sportsgrenen kendes som en hård modstander.

I 2014 har Niclas Larsen vundet alle sine kampe før tid, og for ham betyder det ingenting, at lodtrækningen i sidste ende blev ændret, så han skal i ringen mod Khayal Dzhaniev i stedet for belgieren Marat Grigorian.

»Det er fuldstændig ligemeget, hvem der står over for mig. Jeg er klar,« siger Niclas Larsen, der til daglig trænes af Brian Talarek og Steffen Weise.

Top King World Series, som turneringen hedder, løber over fire stævner. De to første i Rusland og Paris er allerede afholdt, og derfor er det startende felt af 16 kæmpere barberet ned til otte.

Lørdagens stævne i Hong Kong ender ud med fire vindere og fire tabere. De fire bedste skal slås ved finalestævnet i Dubai 28. februar.