Den 43-årige bokser Lolenga Mock udfordrer Patrick Nielsen. Veteranen lover en krig, der skal genskabe begejstringen for dansk boksning efter fuseren mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen.

Frustrationerne har endnu ikke lagt sig efter lørdagens storhypede bokseforestilling mellem kamphanerne Patrick Nielsen og Rudy Markussen. Sidstnævnte holdt kun til tredje omgang, selvom det var svært at spotte fuldtræffere fra Patrick Nielsen, og så endte måneders forventninger mest af alt pinligt. Boksemiljøet rasede og publikum klagede højlydt over udbyttet af de billetter, der var betalt op til 2500 kroner for.

Det skal der laves om på. Det nyskabte promotorteam Mogens Palle og Brian Nielsens bokser Lolenga Mock har en plan for at få boksebegejstringen tilbage. Han vil i ringen med Patrick Nielsen. Gerne så hurtigt som muligt.

»Nu har folk brug for at blive motiveret til at se boksning. Den måde Patrick og Rudy præsterede var rigtig skidt og får folk til at blive væk fra boksning. Folk betaler penge for at se boksere kæmpe, ikke for at se nogen skubbe. Jeg garanterer en ordentlig fight, og så giver jeg Patrick en røvfuld,« siger Lolenga Mock.

Lolenga Mock er født i den Demokratiske Republik Congo, men kom til Danmark i starten af 00'erne. Karrieren har budt på kampe mod verdensmestre som Lucian Bute og David Haye og for et par uger siden var han i ringen til Mogens Palle og Brian Nielsens første boksestævne som promotorpar. Her blev det til en pointsejr til den dansk-congolesiske bokser over italienske Alessandro Sinacore i supermellemvægt. Efterfølgende gjorde han det klart, at han var klar til at møde både Rudy Markussen og Patrick Nielsen - samme aften.

Trods sin alder har han ingen betænkeligheder ved at udfordre den 24-årige vildbasse Patrick Nielsen.

»Folk taler om min alder, men boksning handler om disciplin. Hvor disciplineret du er i din karriere. Jeg er helt sikker på, jeg kan ødelægge Patrick,« lyder det selvsikkert fra Lolenga Mock.

»Jeg er klar til hver en tid. De kan arrangere kampen i næste uge, og så er jeg klar. Lige meget, hvor det er. Så vil folk få en rigtig krig at se«

Patrick Nielsens promotor Kalle Sauerland udtalte efter vestegnsbokseren sejr, at der vil vente Patrick Nielsen endnu en kamp, inden en VM-kamp kan blive arrangeret. Det kan måske blive Lolenga Mocks chance. Håbet er der i hvert fald i bokseveteranens lejr.

»Jeg har allerede talt med Mogens Palle og Brian om det. De er klar til at tale med Sauerland om det. Mit team er klar til at lave den fight. Mogens Palle planlægger et show i februar, så hvis Patrick er klar til den kamp, så gør vi det!«

Og du kan garantere, det ikke ender som med Rudy?

»Hahahaha! Mig mod Patrick bliver en god kamp. Patrick har ikke fået rigtig god modstand endnu. Rudy gav op. Det var meget umodent og dårlig reklame for boksningen. Patrick ramte ham jo ikke en gang, han skubbede ham bare, og så faldt han ned.«