Der er lagt op til et EM-opgør med knald på både i og uden for ringen, når Dennis Ceylan møder Isaac Lowe til marts. For briten er lige så farverig som sin berømte fætter, superstjernen Tyson Fury. som han har et tæt forhold, fortæller han i dette interview med BT.

Vi skal nok ikke forvente, at Isaac Lowe ankommer til Danmark i et Batman-kostume. Men han kan meget vel komme til at lave ravage på den danske boksescene, når han møder Dennis Ceylan om danskerens EM-titel.

Det er nemlig ikke en helt almindelig engelsk bokser, der går i ringen 18. marts i Aarhus, hvor Team Sauerland afvikler Nordic Fight Night.

Isaac Lowe er ud af en boksefamilie, der har det med at skabe en del overskrifter og overraskelser, når de optræder. I front er Isaac Lowes fætter, den detroniserede verdensmester i sværvægt Tyson Fury, hvis optræden og udtalelser har det med at overgå sig selv, hver gang han står frem offentligt.

Nu kommer Isaac Lowe så til Danmark. Og han tager Tyson Fury med.

»Mig og Tyson har et meget tæt forhold. Vi er som brødre. Han kommer til alle mine kampe, og vi træner sammen og er i det hele taget sammen det meste af tiden,« siger Isaac Lowe til BT og fortsætter:

»Tyson er tilbage i træningslokalet, og han bør være der til min kamp i Danmark. Jeg håber, at han snart er tilbage i ringen, og at der snart er gode nyheder om ham igen.«

Isaac Lowe siger det ikke direkte. Men 2016 var et år på godt og ondt i familien. Lowe opnåede personligt at blive engelsk mester i fjervægt og fik et endegyldigt gennembrud i den stærkt besatte vægtklasse i hjemlandet. Men i baggrunden gik Tyson Fury i opløsning. Den firdobbelte verdensmester skulle ellers have fortsat storheden i ringen og bokset en ny guldrandet VM-kamp mod Wladimir Klitschko, som han overraskende slog på udebane i Tyskland i slutningen af 2015.

Det opgør blev dog udskudt flere gange, og pludselig stod det klart, at Tyson Fury havde dumpet en dopingtest, der viste spor af kokain.  Den ellers så festlige bokser forklarede, at han var mentalt ude af stand til at bokse. At han var blevet ramt af en voldsom depression, der havde fået ham til at gøre ’dumme ting’.

Og så tog han vel det, man kan kalde sygeorlov fra boksningen, mens titlerne blev gjort ledige.

Isaac Lowe fortæller, at alle i familien håber at se Tyson Fury tilbage i ringen i 2017. De to fætre træner nu sammen tre gange om ugen, mens Isaac Lowe opholder sig i et andet lokale med sin personlige træner i de øvrige af ugens dage. Privat er de to nærmest uadskillelige.

»Vi bor meget tæt på hinanden – omkring to kilometer. Vi fejrede nytåret sammen, men vi skulle ikke have for meget at drikke, når der nu er store kampe på vej,« siger Isaac Lowe, der som fætteren bor i den nordvestlige del af England i byen Morecambe.

»Vi har altid en god tid sammen, hvor vi drikker nogle øl og spiser noget mad. Helt som alle andre familier,« fortsætter Isaac Lowe.

Selv om der er gang i den, når familien er samlet, holder Tyson Fury sine mest skøre påfund ude af privaten. Af hans skøreste påfund tæller dengang, han ankom udklædt som Batman til et pressemøde med Wladimir Klitschko, hvor en anden udklædt mand udklædt som skurken ’Jokeren’, så kom og overfaldt ham. Eller da han pludselig smed blusen for at vise sin dengang lidt utrænede, overkrop frem.

Kommer han også udklædt som Batman til jeres familiefester?

»Det håber jeg ikke. Det skulle være mig i stedet så, ha ha. Vi går altid rundt og laver sjov, og når man er sammen med Tyson, som er en meget sjov type, er det altid sjovt. Vi har lavet meget spas med hinanden gennem årene,« fortæller Isaac Lowe uden rigtig at ville gå i detaljer.

Det er ikke kun de skøre påfund, som Tyson Fury har gjort sig bemærket med. Han er også blevet beskyldt for at komme med homofobiske kommentarer. Det skete, da han kritiserede homoseksuelles ret til at blive gift og kaldte det en synd på højde med fri abort og pædofili. En udtalelse, som han senere beklagede og tilføjede, at han som kristen ikke kunne hade andre mennesker uanset deres seksualitet.

Han har også kaldt jøder for hjernevaskede zionister, der slog Jesus ihjel. Også den udtalelse undskyldte han efterfølgende.

Tyson Fury er og bliver kontroversiel. Og selv om Isaac Lowe på sociale medier ikke holder sig tilbage med at skændes med sine boksekollegaer, er han mere privat end sin berømte fætter, siger han.

»Vi minder meget om hinanden. Han er lidt mere højlydt end mig. Jeg holder mig mest for mig selv uden for ringen, men når kampen kommer, begynder jeg at snakke.«

Isaac Lowe har bokset 14 professionelle kampe, én er endt uafgjort, men ellers har han vundet resten. Og han er ikke nervøs for at skulle møde Dennis Ceylan udebane i Aarhus:

»Jeg er aldrig blevet slået, og jeg er meget selvsikker i forhold til at skulle til Danmark og slå ham. Det er, som da Tyson skulle over og bokse Wladimir Klitschko i Tyskland. Ingen troede, han kunne slå ham, men det gjorde han. Det bliver det samme for mig, og jeg vil modbevise alle dem, der tvivler på mig.«

Han har dog en stor bøn til de dommere, der kommer til at sidde omkring ringen, når kampen er en realitet.

»Den eneste måde, jeg kan tabe kampen på, er, hvis dommerne ikke er fair. Så længe de er det og giver de korrekte point, er jeg glad,« siger han og fortsætter:

»Jeg har set det et par gange, og Ryan Walsh-kampen (mod Ceylan, red.) var tæt. Der har været et par andre eksempler i fortiden, hvor man har givet sejren til de danske boksere. Men jeg kan kun bede om, at man vil give sejren til den rigtige bokser, hvis det bliver en tæt kamp.«