Da han hed Frank Maloney førte han som bokse-promotor Lennox Lewis til verdensmesterskabet i sværvægt.

Nu - to år efter en køns-transplantation - hedder hun Kellie Maloney og er ikke længere bokse-promotor, men hun blev overtalt til at være æresgæst til et amatør-boksestævne i Glasgow.

»Jeg ville vise verden, at der var gået noget galt, da jeg blev født. Alene at blive præsenteret som Kellie Maloney til boksestævnet var en kæmpe-lettelse,« siger 62-årige Kellie Maloney ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters.

»Jeg har vidst, at der var noget galt med mig, siden jeg var tre år gammel. Men jeg slog det hen. At være transkønnet var et stort tabu dengang, hvor det ikke en gang var accepteret at være homoseksuel,« siger Kellie Maloney.

Som Frank Maloney forlod han/hun sin familie i starten af halvfjerdserne, da han/hun var 18-år gammel og levede som Frank Maloney med et almindeligt arbejde i dagtimerne - og som Kellie Maloney i underverden om aftenen. Men det gik ikke i længden.

»Efter 18 måneder fik jeg et opkald far min far, der sagde, at han ville flytte ind hos mig, fordi han ikke havde noget sted at bo. Jeg gik i total panik. Jeg blev klippet korthåret og genoptog min bokse-karriere. Det sidste blev min redning. I bokseverden følte jeg, at jeg kunne finde en ro og lægge det andet til side,« siger Kellie Maloney.

Ro var nu ikke det, bokseverden mest forbandt med Frank Maloney. Tværtimod var han som promotor en højtråbende, pralende og arrogant herre, men Frank/ Maloney havde så også lidt at have det i, fordi han havde Lennox Lewis i stalden og førte ham til VM i sværvægt. Ikke mindst sejren over Evander Holyfield i 1999 var en stor fjer i hatten og én, der gav mange penge.

Men i det næste årti falmede stjernen, og det blev sværere at være Frank Maloney. I 2009 døde hans far, og livet ændrede sig igen, fordi faderen netop havde været meget stolt over sønnens karriere.

To år senere tog han mod til sig og sagde til sin anden kone, Tracey, at han ville skilles.

»I første omgang troede Tracey, at jeg havde en affære, eller at jeg måske var bøsse. Men så fortalte jeg hende: 'Jeg er ligesom dig. Jeg føler mig som en kvinde - og jeg kan ikke kæmpe imod det længere'. Hun blev chokeret, og så sad vi begge to og græd,« fortæller Kellie Maloney.

Nemt var det ikke, og det hele var fortsat hemmeligt. Det blev til et selvmordsforsøg i 2012, inden Kellie Maloney fortalte sine tre døtre om, hvordan landet lå.

»Det sværeste var at fortælle mine to yngste døtre, Sophie på 20 og Libby på 14, om min beslutning. De blev også chokerede, men forbavsende hurtigt vænnede de sig til situationen,« siger Kellie Maloney.

»Vi er blevet enige om, at de stadigvæk skal kalde mig far, for jeg er jo deres far, og det er der ikke noget, der kan lave om på,« siger hun.

I 2013 begyndte Frank Maloney at tage hormoner for at gennemgå køns-transplantationen. I april i år meddelte Kellie Maloney så, at operationen var gennemført.

»Reaktionerne har overvejende været positive. Der er endda nogle, der har sagt, at 'du ser sgu meget godt ud, Kellie' eller 'du er flottere, end Frank nogensinde har været'«