Så er det officielt. Mikkel Kessler møder Carl Froch i England.

Så kan danske boksefans godt begynde at lade mundvandet løbe.

For nu er det officielt.

Mikkel Kessler møder engelske Carl Froch i et vaskeægte boksebrag om formentlig hele to VM-titler i supermellemvægt.

I en pressemeddelelse oplyser parterne, at man vil komme med de nærmere detaljer om kampen senere.

Men allerede nu ser Mikkel Kessler frem til endnu et møde med den 35-årige englænder, som han besejrede tilbage i 2010 i Herning. 

- Jeg lovede jo Carl, at vi skulle mødes igen. Og her er vi så - i gang med at gøre klar til igen at sætte alt på spil i ringen for anden gang, udtaler Mikkel Kessler og fortsætter:

- Jeg har den største respekt for Carl, og jeg føler, at vi minder om hinanden. Han er en stor mester, en rigtig kriger som har kæmpet mod de bedste modstandere over alt i verden og i fjendtlige steder ligesom mig. 

Samtidig fortæller en lykkelig Carl Froch:

- Det her er kampen, jeg ville have mere end noget andet i verden. Jeg anser Mikkel Kessler som en af de største krigere i boksesporten, og jeg er begejstret for kampen og muligheden for at få sat styr på tingene mellem os, udtaler den engelske IBF-mester.

Selvom det endnu ikke er bekræftet, tyder meget på, at kampen mellem de to supermellemvægtere kommer til at stå i O2 Arena i  London sidst på foråret 2013.

Det er samtidig en kamp, hvor flere engelske medier har spekuleret i, at der venter en pengepulje på omkring 36 millioner kroner og venter til deling mellem Mikkel Kessler og Carl Froch.