Den australske bokser Davey Browne Jr. døde tirsdag formiddag efter tre dage i koma i kølvandet på en grim knockout under en titelkamp i Australien.

Nu raser modstanderen, filippinske Carlo Magali, over forholdene ved kampen, der blev afviklet i Sydney i Ingleburn RSL Club.

»Der var intet lægepersonale. Der var ingen ilt og ingen ambulance. Det tog tid - måske en time, før de fik ham på hospitalet,« siger filippineren til GMA News Online.

Det var Davey Browne Jr.'s familie, der tirsdag valgte at slukke for respiratoren.

Gamali er selvsagt rystet over udfaldet, der altså endte med at koste 28-årige Browne Jr. livet.

»Jeg havde ikke troet, det kunne ske. Jeg bad til, at han ville overleve,« siger han og fortsætter:

»Jeg kondolerer over for hans familie. Det var ikke med vilje. Jeg er ked af det. Jeg gjorde bare mit job,« siger bokseren.