Patrick Nielsen får amerikaner med pudsigt tilnavn som modstander, når han vender tilbage til bokseringen ved et stævne i maj.

Patrick Nielsen er endelig klar til at fortsætte sin jagt på en VM-kamp senere i år. Og nu kan BT afsløre, hvem den 24-årige dansker i første omgang skal slå for at få den store kassekamp senere på året.

Patrick Nielsen skal op mod den 27-årige amerikaner Denis Douglin, når han går i ringen ved Nordic Fight Night i Kjellerup 28. maj. Her bokser de to om WBOs interkontinentale titel i supermellemvægt.

Umiddelbart er Denis Douglin ikke et stort navn på den internationale boksescene. Amerikaneren er dog en solid modstander, der ifølge BTs oplysninger udgør forretten til en mulig storkamp for Patrick Nielsen allerede efter sommerferien. Det var ellers ventet, at Patrick Nielsens kamp i Kjellerup skulle være sidste skridt før en VM-kamp, men sådan bliver det nu ikke alligevel, forlyder det.

Planen er nu ifølge en kilde hos Team Sauerland, der er danskerens promotor, at Patrick Nielsen møder den tidligere verdensmester Arthur Abraham efter sommerferien, hvis han slår Denis Douglin i sin kommende kamp.

Vinderen af kampen mellem Patrick Nielsen og Arthur Abraham får så stillet en kamp om VM-titlen hos WBO mod den nyslåede verdensmester, Gilberto Ramirez, i sigte.

Patrick Nielsen er i øjeblikket rangeret som nummer to på WBOs rangliste, og han er derfor blandt de naturlige kandidater til en titelkamp i forbundet.
Men først gælder det altså Denis Douglin, der trods lave rangeringer må formodes at kunne give Patrick Nielsen god modstand.

Denis Douglin har 20 sejre og fire nederlag i karrieren som professionel, hvor hans største kamp var mod engelske George Groves om en mindre titel hos WBC.

Her blev Denis Douglin dog udbokset og tabte på teknisk knockout i syvende omgang.

Det mest opsigtsvækkende ved Denis Douglin er imidlertid hans lidt pudsige bokse-alias ’Da Momma’s Boy’ (Mors Dreng, red.). Og tilnavnet er slet ikke tilfældigt udvalgt – for Denis Douglin er virkelig mors dreng i ordets bedste betydning.

Denis Douglin er nemlig måske den eneste professionelle bokser, der har sin mor som boksetræner.

Således er det mor, Saphya Douglin, der styrer sønnen i ringhjørnet, når Patrick Nielsen er modstanderen, og sådan har det vist altid været hos Team Douglin.

Det er kun anden gang, at Denis Douglin bokser uden for USA, hvor han i 2015 boksede tre kampe, som han vandt over modstandere med klart ringere rekordlister.

Omvendt kommer Patrick Nielsen fra det ret omtalte opgør mod Rudy Markussen. Det endte med en teknisk knockout-sejr allerede i tredje omgang, og siden den gevinst har Patrick Nielsen holdt sig langt væk fra bokseringen og mediernes søgelys.

Ikke en gang gentagende udfordringer om en kamp fra Mogens Palle og Lolenga Mock har Patrick Nielsen besvaret.

Og et nyt danskerbrag synes lige nu at ligge langt ude i fremtiden for Patrick Nielsen, hvis han besejrer Denis Douglin ved stævnet i maj.