KOMMENTAR
I den nyere Tour de France-historie findes der en berømt scene fra løbets 14. etape i 2001. Her skulle rytterne ud på en hård etape i Pyrenæerne med mål i Luz-Ardiden, og etapen markerede Jan Ullrichs sidste mulighed for at sætte et angreb ind mod Lance Armstrongs overbevisende førerposition.
Og Ullrich sled i det og forsøgte på bedste vis med det, han havde, om der kunne åbnes en flanke af sårbarhed i Armstrong. Det kunne der ikke. De to fulgtes hele vejen til toppen, hvor der så skete det, at Ullrich, netop som de to rullede over stregen, strakte sin højre arm en smule bagud og gav Lance Armstrong hånden.
Det er billedet af er en duels død. Sådan ser en kapitulation ud, en overgivelse. Der kommer ikke mere herfra. Jeg respekterer din suverænitet, og mere end det. Jeg giver op over for den.
Nogle får måske øje på en smuk gestus. Jeg ser mere en sørgelig gestus. Topsport lever blandt andet af sine indædte, bidske, hadfyldte dueller med en dominerende etter og en evigt insisterende - og meget gerne irriterende - toer, der hele tiden holder drømmen i live om, at alle os, der kigger på, skal se kongen vælte en dag.
Her er nogle eksempler på nogle af sportshistoriens bedste dueller: Pete Sampras mod Andre Agassi. Nøj, hvor kunne de ikke lide hinanden de to. Og nøj, hvor var den perfekte, pæne og suveræne Pete Sampras fremragende benzin på motivationsilden, der brændte inde i Agassi.
Der var også Ayrton Senna og Alain Prost, der ikke kunne udstå hinanden, selv om de formelt var holdkammerater hos McLaren i Formel 1. Uvenskabet kulminerede, da Senna i en hasarderet overhaling i årets sidste grand prix i 1989 kørte både sig selv og Prost af banen
Endelig var der skøjteprinsesserne Tonya Harding og Nancy Kerrigan. Ren skønheden og udyret, der endte i et (for) vanvittigt drama, da Hardings (udyret) mand med slaget af en jernstang over Kerrigans ben gjorde rivalinden ukampdygtig til de amerikanske udtagelsesmesterskaber forud for OL i Lillehammer i 1994.
At slå med jernstænger er selvfølgelig at tage den for vidt, men hold da op en historiefortælling og en dynamik den slags bragte med ind i sporten.
Og med denne langdistance af et tilløb har jeg bevæget mig frem i retning af nattens billeder fra New York, hvor Caroline Wozniacki og Serena Williams er i byen sammen efter søndagens US Open-finale, som Williams som bekendt vandt ganske suverænt.
Det er både søde, charmerende og fine billeder af to tydeligvis gode veninder, der holder af hinanden. Der er masser af fine tanker om sportsfolk med respekt for hinanden at uddrage af det. Men det er også lidt trist, lidt sørgeligt.
Fordi der her gemmer sig en stille kapitulation og en overgivelse. Der var ingen reel duel i søndagens finale, og der bliver formentlig heller ikke en duel i fremtiden. Caroline Wozniacki hverken lignede eller lød som en irriteret og evigt insisterende toer, der straks efter finalen var på vej hjem i sit tennisværksted for at reparere på de elementer i sit spil, som næste gang skal bringe hende tættere på at få væltet dronningen.
Havde det ikke været lidt skønt at se bare noget af den ild? Kan I huske kajakroeren René Holten Poulsen, der under OL i 2012 var så forbandet over at have set norske Eirik Verås Larsen vinde OL-guld, at han kaldte ham "en gammel krage."
Der var muligvis en anelse for meget krydderi på der, men der var da noget oprigtig ærgrelse, og det var i hvert fald til at få øje på, at her var en dansker, som ikke havde tænkt sig at drikke drinks med sin modstander. Han ville ikke lægge sig. Han ville videre, han ville lægge sin modstander ned.
Serena Williams er en fuldstændig ekstraordinær spiller, det anerkender jeg, og det er også relevant at diskutere, om man overhovedet kan skrive Caroline Wozniacki ind i en duelhistorisk sammenligning med amerikaneren. Niveauforskellen er formentlig for stor.
Men med den fremragende US Open-turnering, Wozniacki har leveret, så skal vi tillade os at håbe, at vi står over for et nyt raid helt frem i verdenstoppen. Helt der frem, hvor Wozniacki igen vinder mange turneringer, og hvor vi forhåbentlig mange gange igen skal se hende spille sig i finaler og til sejre i grand slam-turneringer.
Det er med udgangspunkt i dén ambition, at jeg fandt det lidt trist og lidt for kapitulerende at se, at første skridt på denne vej gik over clubs, drinks og omfavnelse med banemanden og veninden i New Yorks natteliv.
Benjamin Munk Lund er nyhedschef på BT sporten - du kan følge ham på twitter på @munklund
