KOMMENTAR
Der sad folk med huer på hovedet i Parken i aftes. Den 25. maj til pinsebold. Det er for ringe af det danske forår.
Superligaen lige nu passer desværre helt perfekt til vejret. Den er ikke ret god. Den er kedelig og uskarp. Som en af vinterens kartofler – en størrelse, man ved findes bedre, og som man derfor selvfølgelig må spørge sig selv, om man orker, om den er tiden værd.
Superligaens tredjesidste spillerunde burde ikke være ligegyldighed på ligegyldighed. Vi burde ikke sidde og tale om spændingen omkring fjerdepladsen og den sjetteplads, der udløser en ekstra hjemmekamp næste år.
Det er muligvis en fin bette historie på et fodboldsite i en halv times tid, men det skaber ikke fortællinger og dramaer, som river folk på stadion. Det er små ubetydelige bøvser. Ikke andet.
Men sådan bliver det, når de store sager er så godt som afgjort. FC Midtjylland er en tordnende suveræn og fortjent mester. Silkeborg har været nede i flere uger. FCK kan ikke røres på andenpladsen. Man skal bo i Slagelse for at tro på mere superligafodbold til FCV, og Brøndby som bronzevinder ligner også et sikkert væddemål.
Det er en lille katastrofe for en turnering at leve så ringe, når man skulle leve allerbedst.
Jeg lover, at jeg ikke er ved at skrive mig ind på en konklusion om, at en anden turneringsstruktur ville have gjort græsset grønnere dette forår. Det tør jeg ikke, for jeg er ikke overbevist om, at det rent faktisk forholder sig sådan.
Jeg skriver mig bare ind på en stadig stærkere følelse af, at dette kommer til at gå over i historien som en af de mere kvalitets- og spændingsudfordrede superligasæsoner i lang tid. Og når en turnering både mangler kvalitet og spænding, så skal man altså gøre sig umage for at få sminken til at dække skrammerne.
Det er også derfor, at vi alle allerede har taget så hidsigt hul på diskussionerne af den næste sæson. Vi er allerede i gang med fremtiden, vi trænger noget så forbasket til at få vasket den tavle ren.
Så der står vi nu og griber ud efter forventninger, mens spillet kører videre og burde nyde vores bevågenhed. Forventninger er gode at have, og jeg kan da også godt få øje på nogle. Her er fire af dem.
1) AGF er tilbage i ligaen, og der vil det altid være skønnere at have dem end udenfor. Morten Wieghorst nyder stor respekt i de fortællinger, der går om hans trænerarbejde. Resultaterne har – fraset pokaltriumfer med FC Nordsjælland – aldrig været voldsomme i deres overbevisning. Det samme kan man sige om kursen i 1. division. Det gør ikke forventningen til at følge AGF i Superligaen ringere.
2) Brøndby har set godt ud i de senere kampe. Med Agger på banen fra sæsonens første kampe om få uger er det ikke urimeligt at forvente Brøndby som en outsider i topkampen.
3) FC Midtjylland og FC København spiller med musklerne. Det er rent kul på forventningsopbygningen til en ny sæson at se spillere som Kasper Kusk og Kian Hansen vende tilbage til Superligaen på tidspunkter i deres karrierer, hvor de stadig er i fineste fodboldalder. Sæsonens første måneder med europæiske kampe kan nemt blive meget definerende for styrkeforholdet mellem FCK og FCM.
4) Kent Nielsen ankommer til OB, som bestemt rummer potentiale, men som virkelig også savner sammenhæng i arbejdet med fodboldholdet. Jeg tror ikke, Kent Nielsen i sin første sæson forandrer OB til et tophold, men jeg tror, han giver dem et fundament, som gør, at nedrykning ikke bliver en bekymring, og det er et fint udgangspunkt at vokse fra.
Der er et par runder mere og en sommerferie mellem os og forventningerne.
