KOMMENTAR
Vanviddets sidste stund er forbi. Med Niki Terpstras sejr i Paris-Roubaix pakker cykelsportens stærkmænd sammen for denne omgang.
Brostensoplevelserne er forbi, og cykelaficionados i det meste af Europa sad vel søndag med den blandede Roubaix-følelse af begejstring over at opleve superklassikeren kombineret med vemod over, at der nu går et år igen.
Men hey, solen skal nok stå op igen, og noget tid kan vi da få til at gå med at tale om, hvad 2014-udgven af Paris-Roubaix så lærte os.
De umiddelbare fornemmelser og rektioner i minutterne efter 2014-udgaven af Paris-Roubaix var, at vi havde set en udgave af de helt store.
Jeg er stadig ikke helt deroppe. Jeg synes ikke, at 2014-udgaven lå på niveau med eksempelvis sidste uges Flandern Rundt, som i mine øjne var decideret episk. Men okay, det var - og sådan er det vel hver gang med dette løb - noget særligt. Det blev en nydelig årgang Roubaix, vi fik tappet på flaske i går.
Jeg vil huske, at vi så en sjælden udgave af løbet, hvor ingen var i stand til at gøre forskellen ude på de mange brostenspaveer. Bevares, der blev lavet grovsortering, men der blev ikke skabt egentlige eksplosioner. Cancellara kunne ikke engang. Schweizeren kørte et meget afventende løb og havde folk i sit baghjul hele vejen.
At så mange mand med mindre end 20 kilometer til mål skulle finde vej ud af paveen ved Carrefour de l’Abre og stadig tillade sig at drømme om sejren, kan jeg dårligt huske at have set. At så mange af de forhåndsudnævnte favoritter stadig sad i finalen og tilsyneladende uden evne til at gøre en afgørende forskel, var også overraskende.
Jeg skal ikke nyde noget af at have dømt cykelsporten for bare tæt på ren, men løbets udvikling fik mig en stund alligevel til at sidde med den tanke, om dette er billedet af en renere cykelsport: jævnbyrdigheden, den kollektive udmattelse, det manglende mod og evne til at lukke op og bare blæse væk.
Måske et sundhedstegn og noget at være begejstret for. Ligesom der var grund til at være begejstret for at se Tom Boonen råbe og skrige ad sine medudbrydere, da han som den modigste af de store forsøgte at køre løbet i en vild offensiv, var som et se en rigtig hanløve på savannen. Han kan tage sin del af æren for, at Niki Terpstra kunne lune sig i en afventende rolle længere bagude og derved spare kræfter til sit afgørende angreb til sidst.
Og jeg vil huske, at vi fik genskabt respekten for Bradley Wiggins. Ja, ham, der i 2012 vandt stort set alt, han stillede op i (Touren, Paris-Nice, Romandiet Rundt, OL for nu at nævne nogle), men som siden har været en sørgelige skikkelse. Hans top ti-placering var en lille genfødsel.
Og hvor det var en hollandsk Niki, der vandt, så blev løbet endnu en mindeværdig omgang for Nicki Sørensen. Den danske veteran, der for en uge siden vandt cykelhjerter i hele Europa med sin Flandern-præstation, var ikke i samme grad i vælten i går, men kørte dog igen med stor form og stort hjerte. Man kan ikke lade være med at tænke, hvad han kunne have drevet det til i disse løb, hvis han var begyndt at øve sig, før han blev næsten 39 år.
NOTE: Klummen opdateret klokken 21.28. Beklager fejl i første udgave, hvor jeg forlod mig på tv-skærmens udregning af Terpstras gennemsnitsfart, som stod til 45,49 kilometer i timen, hvilket havde været ny rekord og gav anledning til lidt skepsis herfra over, hvad det er, vi kigger på. Min udregning siger, at han kørte med 41,8 km/t
Benjamin Munk Lund er nyhedschef på BT Sporten, følg ham på @munklund
