KOMMENTAR

Herrelandstræner Gudmundur Gudmundsson er kendt som en mand, der altid kræver det ypperste af sig selv og sine spillere. Han vil vinde hver eneste kamp. Fører han med et mål, vil han vinde med to. Fører han med 11, vil han vinde med 12. Og han kan blive stiktosset, hvis en spiller agerer ukoncentreret i de sidste sekunder og koster sit hold et mål i den eller anden ende af banen.

Set i det lys må landstræneren sidde hjemme i sin sofa i Silkeborg og rive sig godt og grundigt i de islandske lokker efter den sæsonindledning, klubberne i landets bedste række har leveret. Hos de mandskaber, han blandt andet rekrutterer fra, har Gudmundsson kunnet se en række enormt svingende præstationer - og specielt topholdene har skuffet.

Senest var det Bjerringbro-Silkeborgs DM-kandidater, som torsdag aften snublede ude mod opkomlingene Skanderborg og tabte 21-23. Men Peter Bredsdorff-Larsens tropper er ikke alene om at have leveret bevis for et frygteligt bundniveau - de understreger blot den tendens, der har været indtil videre i denne sæson, hvor de fire ’store’ i ligaen i min optik har skuffet.

Aalborg Håndbold har tabt til Mors-Thy og føromtalte Skanderborg. Skjern fik tidligere i denne uge tæv på hjemmebane af GOG i en kamp, hvor de tydeligvis ikke kunne ramme det rigtige mentale niveau efter weekendens Champions League-sejr mod Elverum. Og endelig har KIF Kolding København skuffet med nederlag til HC Midtjylland.

Allerede efter fire runder havde alle hold i liagen sat point til - påfaldende tidligt i en sport som håndbold, hvor favoritterne oftere vinder end i for eksempel fodbold. Men det ligger i fin forlængelse af sidste sæson, hvor alle klubber havde smidt mindst et point efter anden spillerunde. Det er ikke just et udtryk for, at topholdene kommer bragende ud af startblokken.

Jeg synes da heller ikke, at jeg lige nu ser en ultimativ ærgerrighed og en kompromisløs jagt på de to point hos alle spillere i herreligaen. Og det ærgrer mig. Men forklaringen er jo - desværre - logisk. For hvad er konsekvenserne af storklubbernes slendrian? Ingenting. Sådan lidt firkantet sagt i hvert fald.

Turneringen afgøres nemlig først i foråret, når der er slutspil. Indtil da er der 26 ’træningskampe’ i grundspillet, hvor de bedste klubber bare skal sørge for at komme blandt de otte bedste for at sikre sig billetten til slutspillet - og dermed kvalificere sig til duellen om semifinalepladserne.

Jeg er med på, at de fire bedste mandskaber i grundspillet får point med over til slutspillet, men det ændrer stadig ikke på, at der ikke er nævneværdig forskel på at blive nummer et og fire. Og så vender vi igen tilbage til, at konsekvenserne ved at tabe ganske enkelt er for små i størstedelen af sæsonen. I en lige-ud-turnering, hvor mesteren skal findes i grundspillet, vil et nederlag gøre langt mere ondt på klubberne, end det gør i den nuværende model. Med andre ord følger der en større regning med et nederlag, og den erfaring vil være sund at gøre sig for mange danske spillere.

Jeg siger ikke, at den eneste rigtige løsning er at indføre en lige-ud-struktur, og jeg har fuld forståelse for, at slutspillet skaber en spænding og hype, som er god for sporten. Men for spillernes - og i sidste ende landsholdet og Gudmundur Gudmundssons - skyld synes jeg, at det er værd at overveje meget kraftigt, om den nuværende model er optimal. Den udvikler og forfiner ikke vindermentaliteten hos spillerne. Tværtimod er jeg bekymret for, at det fremmer tabermentaliteten i dansk håndbold. Og det er da en skam.