Idéen om at lade cykelsportens superstjerner køre alle tre Grand Tours med en stor pose penge dinglende for næsen er en farlig sti at betræde.

Nytænkning er aldrig af vejen. Store og grænseoverskridende udfordringer er også en stærk motor i moderne sport. Og idéen om at se etapeløbskanoner som Alberto Contador, Nairo Quintana, Chris Froome og Vincenzo Nibali konkurrere om en - forholdsvis - stor slat penge, er på papiret spændende.

Oleg Tinkov, den russiske holdejer af Tinkoff-Saxo, er kendt som både excentriker og spradebasse med store armbevægelser og højt til loftet.

Der er tidspunkter, hvor man med lethed kan afkode russerens kommunikation som alkoholschludrende provokationer, men da ruten til næste års Giro d'Italia mandag blev præsenteret i Milano, havde årgangsvinen ikke nået at stige Oleg Tinkov så meget til hovedet, at tankesættet for alvor var begyndt at slingre.

- Hvis Quintana, Froome, Nibali og Contador alle var enige om at køre de tre store etapeløb, ville jeg få Tinkoff Bank til at smide 1 mio. euro på bordet. Jeg er glad for, at Alberto har tænkt sig at køre en Giro d'Italia og Tour de France double, men jeg synes også, at de største og bedste ryttere skulle køre mod hinanden i de tre store Grand Tours (Giro, Tour og Vuelta, red.), lød det fra Tinkov.

Idéen er besnærende. Men også kropumulig og langt ude på overdrevet. Og ingen burde vide det bedre end Oleg Tinkov, der både har en fortid som lovende amatørrytter og stadig træder en proper pedal overalt, hvor han kan komme afsted med det. Tinkov burde vide, at den menneskelige fysik har sine begrænsninger. At det koster at skulle ramme formtop i både maj, juli og september. Og at vejen dertil gennem cykelsportens historie har været brolagt med lyssky forbindelser til turbolæger og alt for leveringsvillige apotekere.

Det er ikke bare ren rovdrift at ville lokke de fire store etapeløbskanoner til så hidsigt og på alle måder krævende et løbsprogram. Det rummer også en indlysende fare for, at enten styrt eller sygdom ville få idéen til at brase sammen som det skete i prof-boksning med Super Six serien, hvor Kessler var blandt hovedattraktionerne.

Jeg nyder at se sportens største navne i skarp konkurrence. Og jeg vil glæde mig vildt, hvis Contador, Nibali, Froome og Quintana er at finde til starten på næste års Tour de France i Utrecht. Men jeg ville ærlig talt frygte udviklingen, hvis Oleg Tinkovs tanker fik en sikker gang på jord.

I en sport, som med nærmest alle forhåndenværende midler forsøger at inddæmme brugen af fy-fy præparater efter serielle syndefald siden 1998, er der ikke brug for at skubbe mod mere fysisk og mentalt udmarvende udfordringer.

I foråret 2006 sad jeg på et hotel i Italien og interviewede Bjarne Riis om hans kaptajn Ivan Basso. Den danske holdejer havde en plan om, at Ivan Basso skulle vinde både Giro d'Italia og Tour de France i år 1 efter Lance Armstrongs syv år lange rædselsregime.

Jeg var tvivlende overfor projektets bæredygtighed. Selv typer som Miguel Indurain og Armstrong selv, havde holdt sig fra at tage munden for fuld med to så store etapeløb indenfor kort tid. Men det var ikke noget problem, mente Riis dengang.

Også Jan Ullrich var frisk på at køre Giro d'Italia det år, selv om det mest var for at køre fedtet af sidebenene. Så hvad var problemet?

- Det handler bare om planlægning og om at lægge et ordentlig program. Forberedelse, forklarede Riis mig.

Ivan Basso vandt med knusende suverænitet Giro d'Italia samme år. Med en margin på ni minutter til Phonaks kæmpestore, bredrøvede spanske løbsoverraskelse José Enrique Gutierrez. Ullrich valgte at udgå efter 19. etape.

Derefter var der lagt op til sværvægtsduellen mod Jan Ullrich i Tour de France 2006. Men både Ullrich og Basso blev afsløret som den mere celebre del af kundekredsen hos den spanske heksdoktor og bloddopingspecialist Eufemiano Fuentes, edderkoppen i den spanske dopingaffære Operacion Puerto.

Riis valgte - modstræbende - at skille sig af med Ivan Basso. Til dato ved vi heller ikke, om den danske holdejer selv havde en finger med i Bassos forbindelse til Fuentes som det siden er blevet påstået af Tyler Hamilton. Men vi ved, at store planer kan friste til både drastiske og desperate løsninger.

Vi skal huske at tage ved lære af historien. Også den grimme og beskidte del. Inden Oleg Tinkov får os til at glemme. Med eller uden svinedyr årgangsvin i kredsløbet.