KOMMENTAR
Man skal aldrig sige aldrig. Alt kan ske i sportens verden. Rod selv videre i klichéskuffen. Fakta er, at efter fredagens kollaps mod Rumænien er der intet - som i absolut intet - der tyder på, at Danmarks kvindelandshold kommer med til sommerens OL i Rio.
Indsatsen mod Rumænien var så jammerlig over hele linjen, at jeg har mere end almindeligt svært ved at få øje på de danske chancer. Uanset hvor godt jeg pudser mine kontaktlinser. Ja, jeg tror sådan set ikke på det.
Noget helt andet er, at som Danmark spillede i blamagen mod Rumænien, så har landsholdet heller ikke noget at gøre ved OL.
Lad os for optimisternes skyld slå fast, at rent teoretisk kan det stadig lade sig gøre. En sejr på otte mål over Montenegro vil sende danskerne til De Olympiske Lege. Men det er ligesom lidt svært at tro på nu og virker utopisk...
Mindre kan også ende med at være nok - men så vil danskerne få brug for en hjælpende hånd fra Rumænien i søndagens sidste spillerunde.
Her skal Rumænien snuppe point fra Montenegro for at hjælpe danskerne, men problemet er, at rumænerne vil kunne tåle at tabe med et vist antal mål og stadig avancere til OL.
Altså står Klavs Bruun Jørgensen & co. i en voldsomt ugunstig situation.
Men landsholdet har kun sig selv at takke for elendigheden. Over hele linjen var det skuffende, hvad der blev præsteret mod rumænerne.
Vitale spillere som Stine Jørgensen og Anne Mette Hansen lignede serie-spillere i stedet for landsholdsspillere. Louise Spellerberg og Pernille Holmsgaard så ud til at prøve kræfter med tjansen som midterforsvarer for første gang. Men det er som bekendt ikke tilfældet.
Klavs Bruun lignede heller ikke på bænken en mand, der var i nærheden af at kende sit hold.
Det, der bekymrer mig mest, er imidlertid danskernes attitude. Fra min plads i Ceres Arena spottede jeg fra første sekund manglende selvtillid og en udtalt frygt for at fejle. Ingen spillere grab ud efter ansvaret og forsøgte at trække holdkammeraterne med.
Der var - og er generelt - ikke meget power og udstråling på kvindelandsholdet. De har en tendens til at klappe sammen, når det gør ondt, og de gjorde det igen mod Rumænien. Man kunne næsten høre tankerne inde i hovedet på spillerne; ’Åh nej… Jeg er i gang med at skuffe en hel nation og kikse en OL-kvalifikation’.
Jeg efterlyste før kampen, at spillerne som minimum bragede igennem på attituden og viste en kompromisløs vilje til at vinde - uanset hvad det måtte koste af brækkede lemmer. Men sådan blev det ikke.
Tværtimod så vi et forkrampet dansk mandskab, som ikke kunne hive sig selv op af det dybe hul, de kastede sig hovedkulds ned i fra kampens begyndelse med et forsvarsspil, der var så dårligt, at man næsten ikke troede sine egne øjne.
Hvis Klavs Bruun formår at genrejse sit mandskab til opgøret mod Montenegro, fortjener han en medalje og sit helt eget kapitel i den førstkommende bog om sportspsykologi. For spillerne hang - helt forståeligt - voldsomt med skuffen efter kampen, og landstræneren lignede også selv en slagen mand.
Han signalerede, at han stadig tror på det. Men også med kommentaren om, at det ’skal jeg’.
Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at han har et flig af håb tilbage, og at han kommer til at jagte sejren mod Montenegro som en besat. Men jeg er også overbevist om, at han er helt på det rene med, at det ikke er specielt realistisk. Og at denne weekend nu har taget et tilløb mod ’fiasko’-prædikatet.
Skal Danmark afværge det, kræver det et comeback af dimensioner mod Montenegro.
Men lige nu lugter det altså mere af et OL-farvel og et efterspil, hvor Dansk Håndbold Forbund og Klavs Bruun Jørgensen skal finde ud af, hvor dansk kvindehåndbold skal bevæge sig hen i fremtiden.
