KOMMENTAR
Jeg kan dårligt huske en landsholdssamling, hvor Morten Olsen ikke på et eller andet tidspunkt er blevet spurgt, om han ville overveje at spille 4-4-2, og jeg erindrer ikke, at Morten Olsen har svaret andet, end at det overvejede han altid.
- Jeg overvejer alle muligheder, som han plejer at sige.
Derefter stiller han op i en sædvanlig 4-3-3, der nok kan have forskellige udtryk med omvendte trekanter og mere eller mindre flade midtbaneformationer, men udfra samme grundprincip og altid med Nicklas Bendtner alene i feltet. Morten Olsen forklarer, at det er spillerne og ikke træneren, der dikterer systemet, at der er forskel på klubhold og landshold, og at man på et landshold er nødt til at fastholde en bestemt spillestil, fordi landshold så sjældent mødes og derfor skal have så få taktiske ændringer at arbejde med som muligt.
Men er det ikke snart en tanke værd, at Danmark nu to gange i træk samt i træningskampene i foråret har spillet og spillede så markant meget bedre med to mand i front, end i den 4-3-3 opstilling, der var udgangspunktet? Jeg synes det.
I gennem hele sin 14 år lange regeringstid har Morten Olsen spillet 4-3-3 - kald det bare 4-2-3-1, hvis I vil - og alle ungdomslandshold er fulgt med i variationer, man kan tillade sig inden for de rammer, der dikterer pasninger, boldbesiddelse og tålmodigt opbygningsspil. Det er fornuftigt med ensartethed, og det er selve filosofien om at skabe dygtige tekniske fodboldspillere, er jeg helt med på.
Men når det handler om, at landsholdet skal vinde fodboldkampe, ønskede jeg mig en langt mere pragmatisk tilgang til de taktiske udtryk.
Man kan argumentere for, at Danmark ikke kun har vundet overtaget i kampene, fordi Morten Olsen har skiftet formation i pausen, men at kampforløbet har været mindst lige så afgørende. At modstanderen har overladt spillet til Danmark og ladet det danske landshold dominere. Tja. Men skulle man prøve at se, hvordan det gik, hvis man startede med to mand på toppen?
Danmark spillede ikke godt mod Albanien. Det var tæt på at være rædsomt i det meste af kampen. Men med to mand i front, fik danskerne ikke bare et mere direkte udtryk, men det gav også flere offensive spilmuligheder for Christian Eriksen, blev bedre af Morten Olsens rokader i pausen.
Er det på tide at tage det endelige opgør med den enlige angriber? Jeg siger ja.
