KOMMENTAR
Det danske hold var i modvind inden kampen mod Rusland. Spillet og resultaterne havde ikke udartet sig, som hverken omgivelserne eller holdet selv havde forventet i de første tre kampe. Kritikken af både spillet og træner Gudmundur Gudmundsson fyldte en del i optakten. Til tydelig irritation for Gudmundsson, der var irritabel og vrissede af medierne, da han skulle forholde sig til de indledende danske kvaler.
Men torsdag aften fik vi svar på tiltale i den store Lusail Multipurpose Hall i ørkenen uden for Doha. Både Gudmundsson og spillerne steppede op. Og viste noget af det spil, der skal til for at indfri målsætningen om en semifinale.
Jeg dvæler lige ved Gudmundur Gudmundsson. For jeg dedikerede op til kampen mod Rusland nogle linjer til at efterlyse mere vildskab hos islændingen. Mere power. Ja, jeg havde egentlig bare et ønske om at se en mere tydelig landsholds-chef, der gik forrest med et ærgerrigt drive.
Det så vi i kampen mod Rusland. Og hvor var det skønt. Virkelig. Landstræneren havde mere glød i øjnene og var langt mere tydelig i sin dirigering af holdet, end vi har set det tidligere ved slutrunden. I hvert fald set fra min plads. Hans raseriudbrud, da Henrik Toft Hansen storkiksede et forsøg på en skruebold i en kontra, sagde det hele.
Det startede ellers ikke vildt overbevisende for Danmark. Holdet havde problemer indledningsvis mod russerne, der startede i teten. Danskernes angrebsspil manglede tempo, og forsvaret stod - endnu engang - ikke solidt foran Niklas Landin, der heller ikke formåede at diske op med redninger.
Men det viste sig blot at være lidt start-knas. For knap midtvejs i første halvleg begyndte danskerne at nærme sig det topniveau, holdet rummer. Og så ser det rigtig fornuftigt ud. Og i den kontekst er Rusland ikke et hold, der har en ærlig chance for en sejr.
Det var i den periode opløftende at se et forsvar, som så stabilt ud og virkede langt mere solidt, end det danskerne har præsteret hidtil ved VM. Det hjalp Niklas Landin til nogle af de redninger, vi har savnet så meget fra hans side. Og det sparkede samtidig gang i den danske kontrafase, der før kampen havde rullet lige så imponerende som en punkteret Puch Maxi. Altså begyndte vi at se noget, der mindede om den første helstøbte danske VM-indsats i Qatar. At holdet vinder de sidste 11.32 af første halvleg med 8-0 fortæller vist alt.
Efter pausen dalede kvaliteten så hos Danmark. Specielt det etablerede angrebsspil havde problemer, når Rasmus Lauge ikke tog sagen i egen hånd, og der kom for mange fejl og misforståelser, som gav russerne nogle kontramål, der skabte unødvendig spænding i opgøret. Det betyder, at danskerne ikke kom lige så suverænt ud af opgøret, som de kunne have gjort. Det er selvfølgelig en smule ærgerligt, men det gider jeg ikke rigtig hidse mig op over, for jeg følte aldrig, at der var tvivl om kampens udfald.
Nu er holdet klar til 1/8-finalerne, og med en sejr over Polen i den sidste gruppekamp kan Danmark snuppe andenpladsen i gruppen. Hvis danskerne ramme det helstøbte niveau, de viste i første halvleg, er det en kamp, som de ikke bør få problemer med at vinde. Vi sad selvfølgelig med samme fornemmelse før kampene mod Argentina og Tyskland. Men lad os tro på, at sejren over Rusland er et udtryk for, at Danmark er ved at finde en form, der kan bære dem langt i turneringen.
